SILVIO BERLUSCONI, Italiens regeringschef siden 2001, har med de seneste dages parlamentariske krumspring afsløret, at han er lige så ringe som demokratisk politiker, som han er uduelig som erhvervsleder på normale vilkår. Det er for længst konstateret, at manden, der har lanceret sig selv som den strålende forretningsbegavelse, der kunne redde det kriseramte Italien, kun kan holde sit finansimperium flydende gennem massivt misbrug af sin egen politiske magt. Nu står den anden og sidste myte for fald: Berlusconi, 'medieministerpræsidenten', har i årevis forsøgt at bilde italienerne ind, at han var 'folkets mand' i modsætning til den tidligere klasse af korrupte levebrødspolitikere. I dag har han for at bevare magten måttet udnytte alle det parlamentariske systems mest udspekulerede kneb og dertil bestikke to af sine genstridige koalitionspartnere med løfter, der yderligere vil gældsætte landet og forhøje et statsunderskud, der allerede er i oprørende konflikt med eurolandenes stabilitetspagt. VED LOKALVALGENE i begyndelsen af denne måned tabte firepartikoalitionen Frihedens Hus, der anføres af Berlusconis Forza Italia, seks ud af de otte regioner, hvor den hidtil havde haft flertal. Den store vinder blev centrum-venstre-oppositionen under ledelse af den tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi. To af koalitionens medlemmer, De Kristelige Demokrater, UDC, og det højreorienterede Alleanza Nazionale, er som reaktion trådt ud af regeringen. Men Berlusconi nægter at smide håndklædet i ringen. I stedet køber han deres parlamentariske loyalitet, hvis ikke ligefrem genindtræden i regeringen, med omfattende subventionsprogrammer til de lokalområder i Italien, hvor de henter deres stemmer. Hvis den ny regering ikke væltes i senat og deputeretkammer, kan den måske holde til næste valg om et år. Men glansen er definitivt gået af fænomenet Berlusconi. Nederlaget venter forude. Han er ikke længere herre i sit eget hus, 'Frihedens Hus'. Han er et udlevet vrag, der formøbler penge, han ikke har, på at klamre sig til magten. Det gør han ikke for Italiens skyld, men for sin egen. Sådan har det i øvrigt været hele tiden.