I TORSDAGS mødtes Frankrigs præsident, Jacques Chirac, med 83 unge i Élysée-palæet for at diskutere den EU-traktat, han har sendt til folkeafstemning 29. maj. Millioner af seere hørte her præsidenten sige, at traktaten giver Europas borgere chancen for at befæste et politisk fællesskab med humanistiske grundværdier og dermed svække en liberalisme efter angloamerikansk mønster. Grundlæggende har den franske præsident ret. Hans synspunkt støttes da også af Socialistpartiet, der er den stærkeste politiske kraft ved siden af de borgerlige regeringspartier. Men desværre er debatten om EU-traktaten for længst kørt af sporet. Før Chirac udskrev folkeafstemningen, var der et knusende flertal for traktaten. Men så såre den blev et politisk tema, øjnede præsidentens modstandere chancen for at gøre den til et mistillidsvotum til ham og hans borgerlige regering. Sådan har det altid været i Frankrig, hvor vælgerne elsker at sige deres uforbeholdne mening, når det er ganske gratis. Derfor er der også to valgomgange ved franske valg. I den første stemmer man med hjertet, i den anden med forstanden. DEN CHANCE får EU-traktaten imidlertid ikke. Optimister håber, at de negative opinionstal kan gøre det ud for en første runde, og at vælgerne vil besinde sig, når de skal sætte deres kryds i stemmeboksen. Meget tyder i stedet på, at afstemningen i stedet bliver en gentagelse af det katastrofale præsidentvalg i april 2002, hvor en samlet venstrefløj bar højreekstremisten Jean-Marie Le Pen igennem til den anden og afgørende runde, hvor han blev slået stort af Chirac. For de franske kommunister og deres arvtagere på venstrefløjen er Socialistpartiet den egentlige fjende, og man har aldrig betænkt sig på taktiske alliancer med højrefløjen i forsøgene på at knække dette 'reformistiske' parti. Det lykkedes over al måde i 2002. 29. maj i år kan man oven i købet slå to fluer med ét smæk: Man kan tilføje præsidenten og hans regering et nederlag og samtidig vise Socialistpartiet, at de radikale kræfter er de stærkeste. Meningsmålingerne viser, at modstanden mod traktaten er langt størst til venstre, og EU-haderen Le Pen har derfor denne gang valgt den lavest tænkelige profil for ikke at vælte læsset. Desværre truer dette indenrigspolitiske franske opgør hele EU. Derfor må man igen konstatere, at EU-politiske spørgsmål rettelig hører hjemme i den nationale valgkamp, ikke ved folkeafstemninger uden reelle alternativer. Så er de enkelte landes repræsentanter klædt på hjemmefra, når de skal indgå kompromiser med 24 andre lande.