DEN DANSKE tradition med lille- og privatskoler - med frihed til at følge særlige pædagogiske, faglige og/eller ideologiske koncepter - er på mange måder en styrke. Mangfoldigheden bidrager til at udfordre og inspirere folkeskolerne. Problemet er blot, at de danske privatskoler efterhånden har koblet sig fra det omkringliggende samfund i en sådan grad, at der berettiget kan sættes spørgsmålstegn ved, om privatskolerne fortsat bør finansieres næsten fuldt ud af det offentlige. I dag får privatskolerne således dækket ca. 75 procent af deres omkostninger. På trods af de mange skattekroner er skolerne imidlertid ikke forpligtet til at løfte sociale opgaver i forhold til bl.a. problembørn, utilpassede unge og tosprogede elever. Nogle steder er der mange tosprogede elever, men primært på de mere eller mindre åndsformørkede koranskoler. I det store hele er privatskolerne et fænomen, der er forbeholdt de velhavende og veluddannede danskere. Socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten i København, Ritt Bjerregaard, går i dagens avis med rette til angreb på dette misforhold: »Friskolerne blev oprindelig skabt som opgør med den sorte skole. Men dengang i Grundtvig og Kolds tid kunne man selvfølgelig ikke forudsige, hvordan samfundet ville udvikle sig, med indvandring og så videre. Med den situation, som Danmark står foran i forhold til integration af tosprogede, mener jeg, at tiden er løbet fra både privat- og friskoler. Det er fint nok, at skolerne findes, men det skal ikke ske for det offentliges regning«. DEN TIDLIGERE undervisningsminister har bestemt en pointe. Det kan ikke være rigtigt, at det offentlige skal betale særlige skoler for ikke at tage et socialt medansvar. Og helt paradoksalt bliver det, når det viser sig, at tilskuddet til privatskolerne nogle steder er mere, end de lokale folkeskoler får pr. gennemsnitselev; en forskel, der skyldes, at folkeskolerne bruger en stor del af deres ressourcer på de svageste og (derfor) mest udgiftskrævende elever. Tilskudssystemet til privatskolerne trænger derfor til en gennemgribende reform. Målet bør være at føre flere penge over til de folkeskoler, der i dag kæmper med sociale problemer, mens forældrebetalingen i privatskolerne bør øges mærkbart. Der kan fremføres mange argumenter for, at de frie privatskoler skal bevares, men det ville ikke være urimeligt, hvis forældrene fremover betalte mindst halvdelen af udgifterne. Alternativt kan man gøre, som Ritt Bjerregaard foreslår: fjerne tilskuddet til alle de privatskoler, der ikke påtager sig et socialt ansvar ved eksempelvis at give fripladser til socialt belastede børn - fra såvel indvandrer- som børnehjem. Under alle omstændigheder bør friskolerne ikke længere kunne køre frihjul.