RUSLANDS PLANER om at fejre 60-års dagen for Sovjetunionens sejr over Nazityskland med pomp og pragt har skabt spændinger med øst- og centraleuropæerne i al almindelighed og med balterne i særdeleshed. For den sovjetiske sejr i Den Store Fædrelandskrig betød samtidig fædrelandets undergang for lande som Estland, Letland og Litauen. For hele Øst- og Centraleuropa betød befrielsen fra nazismen begyndelsen på en undertrykkelsesperiode, der først ophørte for 15 år siden. Både før, under og efter krigen mellem Hitler og Stalin fra 1941 til 1945 påførte stalinismen disse lande forbrydelser, der tåler sammenligning med nazismens. Man kan derfor heller ikke forlange af f.eks. de baltiske statsoverhoveder, at de fejrer en dato og en begivenhed, der samtidig markerer deres egne folks og landes undergang. Putins Rusland fortrænger stadig store dele af historien og insisterer på, at Moskvas tidligere satellitstater alene skal være taknemmelige for Stalins sejr over Hitler. Mange almindelige russere ved ikke eller kan ikke rumme, at den røde hær igen og igen optrådte som både befrier og undertrykker - nogle gange efter et kort mellemspil, andre gang fra den første dag. MEN IKKE kun russerne har et mangelfuldt billede af historien. Også i Vesteuropa er vi i hele efterkrigstiden blevet opdraget i, hvad man har kaldt »den allierede version af historien«, hvor den store krigsalliance mellem Roosevelt, Churchill og Stalin farver hele billedet, og hvor alt, hvad der ikke passer ind i fortællingen om den fælles sejr over fascismen, fortrænges eller underspilles. I respekt for vore nye EU-partnere i det nye, forenede Europa, er det på tide, at vi genopdager disse mørke kapitler af historien og i fællesskab konfronterer Rusland med fortiden - hele fortiden. De sovjetiske folks enorme ofre fra 1941 til 1945 fortjener anerkendelse og beundring. Men det hører med til billedet, både at Stalin i 1939-41 kynisk delte Østeuropa med Hitler, og at han efter 1945 brutalt udvidede sit totalitære imperium til det halve Europa. I Storbritannien kunne en soldat i 1941 blive arresteret for at sige, »at Hitler og Stalin er lige onde«. Sådan var ikke desto mindre realiteten i den virkelighed, baltere og andre europæere stod midt i, i årene før, under og efter Anden Verdenskrig, med umulige og tragiske valg til følge. Selv om det er ilde hørt i Moskva, er det en sandhed om fortiden, der hører med i både jubilæumstaler og historiebøger.