DE FLESTE mener, at Storbritanniens premierminister, Tony Blair, 5. maj har gode chancer for at vinde sit tredje valg i træk. Men har han fortjent det? Tony Blair er en af Europas mest interessante politikere. Hvor de store politiske opportunister på fastlandet - vi tænker på præsident Chirac og kansler Schröder - er defensive og tilbageskuende, så peger både Blairs politik og hans stil på godt og ondt fremad. Han indledte sin karriere med at gøre op med de dele af det britiske arbejderpartis fortid, der vitterlig hørte det tidligere industrisamfund til, og som i to årtier havde sendt partiet ud på en fortjent ørkenvandring. Han anerkendte markedsøkonomiens afgørende betydning for vækst, gjorde Labour til et erhvervsvenligt parti og har udbygget den svage britiske velfærdsstat. Hans modernisering af den politiske kommunikation forargede ved at låne fra reklamebranchen. Den må nu anerkendes som en forståelig reaktion på mediealderens vilkår i al almindelighed og den destruktive og politikerfjendske britiske presse i særdeleshed. HANS VILLIGHED til at overtage konservative mærkesager og hans meget stærke engagement i krigen mod terror har medført svækkelser af den britiske retsstat. Men det er især beslutningen om at gå i krig i Irak på et faktuelt grundlag, der siden smuldrede, der har ramt hans troværdighed. Desværre repræsenterer den konservative opposition ikke noget tiltrækkende alternativ der, hvor Blairs politik har været mest kritisabel. Det, man kan håbe på, er en styrkelse af det tredje parti i britisk politik, liberaldemokraterne, der står til sit bedste valg i årtier, men som på grund af valgsystemet kun har en meget spinkel chance for at blive tungen på vægtskålen. Tony Blairs endelige eftermæle bestemmes først på en endnu ukendt dato i 2006, hvor Storbritannien skal stemme om den europæiske forfatningstraktat. Under Blair er Labour blevet proeuropæisk, men det samme kan man ikke sige om den britiske offentlighed. Siger briterne næste år nej til Blair og EU, vil det formentlig afslutte Blairs karriere i utide, samtidig med at det kaster landet og unionen ud i en krise. Det vil Blair have sin del af ansvaret for, fordi han med rækkefølgen af valg og folkeafstemning har bekræftet ikke at ville eller kunne gøre EU til en vindersag.