man deler Johannes Paul II's tro på, at verdenshistorien i sidste ende er styret af Gud, eller man mener, at det er menneskene selv, der skaber historien uden anden vejledning end deres egen fornuft eller mangel på samme, må man anerkende, at den afdøde pave var en af det 20. århundredes helt store skikkelser. Hans store positive bidrag til verdenshistorien var hans indsats mod de kommunistiske regimer i USSR og Østeuropa. Han betegnede det selv som latterligt at påstå, at han ene mand bragte kommunismen til fald, men der er ingen tvivl om, at hans højlydte og utrættelige kritik og hans støtte til protestbevægelser som Solidaritet i Polen i høj grad fremskyndede sovjetimperiets sammenbrud. Johannes Paul II bidrog væsentligt til den genforening af Øst- og Vesteuropa, som han kort efter at være blevet valgt til pave i oktober 1978 erklærede for et af sine højeste ønsker. MAN KAN beklage, at paven ikke på samme måde støttede de katolikker, der kæmpede mod de højreorienterede diktaturer i Latinamerika. Man kan også være dybt uenig i Johannes Paul II's syn på prævention, abort, homoseksualitet og flere andre spørgsmål, hvor hans stærke konservatisme ikke bare indbragte ham kritik fra store dele af den ikkereligiøse og protestantiske opinion, men også skabte splittelse inden for den katolske kirke. På den anden side må man anerkende, at en del af disse standpunkter udsprang af en opfattelse af livets hellighed, som gjorde Johannes Paul II til en kraftfuld fortaler for menneskerettigheder og for den rige verdens pligt til i langt højere grad at hjælpe den fattige, f.eks. ved at eftergive ulandenes gæld. Paven udtalte sig med stor styrke mod social uretfærdighed, om erhvervslivets forpligtelser over for samfundet, og for nødvendigheden af - inden for demokratiets rammer - at sætte grænser for markedskræfterne. JOHANNES PAUL II var noget så sjældent som en leder på verdensplan, der lod sig styre af sin samvittighed og af et verdenssyn, der spændte videre end de fleste politikeres. Denne egenskab i forening med hans usædvanlige evne til menneskelig kontakt gjorde ham til en med rette respekteret skikkelse, også blandt dem, der var uenige med ham. Hans efterfølger vil forhåbentlig genåbne de diskussioner om reformer i den katolske kirke, som Johannes Paul II lukkede af for. Men lige så vigtigt er det, at også han bør være en samvittighedens stemme, der taler de svages sag og udfordrer de stærke i denne verden.