Skilsmissebørn har dobbelt så stor risiko for ikke at få nogen uddannelse som børn af forældre, der bor sammen. Det fremgår af en netop offentliggjort og meget omtalt undersøgelse. Der kan stilles spørgsmål til undersøgelsen, først og fremmest vedrørende de mange andre faktorer, som har påvirket de skilsmissebørn, der aldrig får mere end folkeskoleuddannelse. Er skilsmissen i det hele taget en årsag eller en virkning? Man skal omgås forsigtigt med tal. Men uanset alle forbehold kan det næppe bortforklares, at skilsmisser er en alvorlig sag for børnene. De er også en alvorlig sag for de voksne, men det tvivler ingen om. Der er store følelser på spil, og et af skilsmissens mange problemer er, at disse følelser de voksne imellem risikerer at give mindre rum til børnene. Det er i dén grad blevet okay og en del af moderne livsstil at skilles - underholdningsindustrien nærmest lever af skilsmisser - at barnets tarv nok får for lidt fokus. Her vil mange skilsmisseforældre straks sige, at de faktisk plages døgnet rundt af netop tanker på barnets tarv. Problemet er blot, at hverken forældrenes bedste vilje eller sorteste samvittighed hjælper barnet i en skilsmisse, som grundlæggende går galt. Og en skilsmisse, som grundlæggende går galt, det er en skilsmisse, som er konfliktuel og vedbliver at være det. AT ÆGTESKABET gik galt, er jo en kendsgerning, når skilsmissen rammer. Men det forpligter kun forældrene så meget desto mere til at finde en fordragelig skilsmisse. Intet kan påvirke et barns livslyst så negativt som forældre i krigstilstand. Og dét for resten uanset om krigens parter er gift eller skilt. Alle de praktiske omstændigheder omkring skilsmissen, al forvirringen omkring nye hjem og gamle hjem, skolevej, papforældre og kuk i kalenderen - alt dette vil de fleste børn tage med godt humør, hvis der samarbejdes tillidsfuldt, ja kærligt, forældrene imellem. Og forældre, det er man altså. Har man én gang fået børn med hinanden, så må man indse, at man er sammen, nemlig sammen om børnene, »til døden os skiller«. Det laver skilsmissen simpelt hen ikke om på. Så man skylder sin eks, akkurat som man skyldte sin ægtefælle, den form for kærlighed eller generositet, som udtrykker sig ved, at man tænker lige så meget på den andens velfærd som på sin egen. Kan man finde ressourcer til dette, så hjælper man også barnet - og man hjælper i allerhøjeste grad sig selv. I skilsmissens økonomi gælder det om at give og give slip. Så får man meget tilbage. Og barnet får den bedste barndom.