KØBENHAVN HAR sagt nej tak til et tidssvarende og markant arkitektonisk værk. Erick van Egeraats originale forslag til et boligbyggeri på Krøyers Plads ville have givet byens havn en nødvendig indsprøjtning af farver og form. Op og ned langs havneløbet er der det seneste årti opført en række nydelige, minimalistiske kasser, der alle kan være nok så glimrende indeni, men som ikke evner at tilføje havnen identitet. Hvor havnen tidligere så imponerende industribygninger rejse sig stolt og funktionelt myldrende, kom i 1990'erne en lang række gedigne, gennemlyste kontorkomplekser som Nordea på Christianshavn og Nykredit ved siden af rædslerne på Kalvebod Brygge. Samtidig så man opblomstringen af kulturbyggerierne Den sorte Diamant, Operaen og snart skuespilhuset. Alle er de skåret over den samme minimalistiske læst. Ingen af dem udfordrer den tanke, at et hus først som sidst kan skæres ned til en kasse, der så kan skaleres op og ned. Men den tanke lader i virkeligheden hånt om den særlige københavnske arv med byens mange smukke tage og spir. Det krævede en udlændings blik at genopdage denne tradition og forvandle den til noget nyt og ganske uset. Den hollandske arkitekt van Egeraat nytolkede spirene og pakhusene og skabte samtidig noget helt nyt, der mindede om et krystal. I dag er det hverken industrien, kontorerne eller kulturhusene, der er arkitekturens ideal. Området, hvor nytænkningen for alvor slår igennem i disse år, er i boligbyggeriet. Både i den helt billige ende og i den luksuriøse. Det er her, kassetænkningen endelig synes at sprænges. I det lys er det kedeligt, at Borgerrepræsentationen ikke kendte sin besøgelstid og slog til med en dispensation fra lokalplanen. Et af sigterne med at have en generel byggehøjde er jo netop, at det særegne skal kunne træde frem og bryde den. Men da det klare fantasifulde vartegn for vor tids byggeri tilbød sig, svigtede dømmekraften. At bygherren tilmed i ellevte time foreslog en ændring af projektet uden arkitektens accept, var en hånende mangel på respekt for det seriøse arbejde, der lå i projektets udformning. I Malmø gav man los og har opført et snoet, 190 meter højt boligtårn midt i byen. Det vil blive vartegnet for regionen. København står tilbage med en prominent plads i byen, der nu risikerer at blive bebygget med endnu en lav og identitetsløs kasse. Lad det ikke ske.