DET KOMMER som en overraskelse for nogen, at den seneste rapport fra Velfærdskommissionen beskriver Danmark som et socialt lagdelt samfund. For har fagbevægelsen ikke for længst erkendt, at den har sejret ad helvede til? Og har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke afblæst klassekampen - én gang for alle? Er Danmark ikke blevet én stor middelklasse af mellemfornøjede funktionærer? Svaret er nej. Som alle andre samfund er også Danmark præget af sociale skel, der opdeler folk i forskellige grupper, der betinger folks individuelle muligheder. Engang kunne man argumentere for, at det var besiddelsen af produktionsmidler, der afgjorde magtspillet. Men sådan er det ikke længere. I dag ejer lønmodtagerne størstedelen af erhvervslivet via pensionskasserne. Andre argumenterer for, at den afgørende faktor er lønindkomsten. Men i takt med, at velfærdssystemerne har udlignet de mest i øjnefaldende indkomstforskelle, kan lønnen ikke alene forklare samfundets lagdeling. Få lønmodtagere kan i dag beskrives som egentlig fattige: 30 procent af LO-medlemmerne betaler topskat. I DAG ER uddannelse i stedet blevet den sociale faktor, der indplacerer folk i samfundshierarkiet. Uddannelse er blevet adgangsbilletten til det arbejdsmarked, der på godt og ondt udgør slagmarken for moderne menneskers identitetsdannelse. Hvor ubarmhjertigt det end kan lyde, så har mennesker uden uddannelse meget stor sandsynlighed for at blive udstødt og overflødiggjort. Når Velfærdskommissionen konstaterer, at der er ved at opstå »en randgruppe, der får sværere og sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet«, er det reelt kun en beskrivelse af tingenes tilstand. Danmark har over 800.000 mennesker, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Nogle fordi de er syge, handikappede og nedslidte, men alt for mange, fordi deres nytteværdi ligger under mindstelønnen. Disse mennesker kan kun løftes ind på arbejdsmarkedet, hvis de opkvalificeres massivt, målrettet og resten af livet. At skabe efterspørgsel efter denne enorme gruppe af ufaglærte er en langt større udfordring end blot at flytte rundt på velfærdsydelserne, så der bliver råd til efterløn og ældrecheck i fremtiden. Man må derfor håbe, at Velfærdskommissionen prioriterer arbejdsmarkedsreformer lige så højt som pensionsreformer, når de kommer med deres endelige rapport sidst på året.