MED REGERINGENS nye værdipolitiske satsning på folkeskoleområdet virker det umiddelbart oplagt, at Bertel Haarder (V) afløser Ulla Tørnæs (V) på posten som undervisningsminister - den unge, lidt usynlige kvinde erstattes således af den erfarne, idérige mand. Ligesom da VK-regeringen efter forrige valgsejr ville signalere, at stramningerne i udlændingepolitikken kunne påstås at have en eller anden form for humanistisk dimension, skal Bertel Haarder nu atter agere stødpude i værdikampen. Denne gang i forhold til uddannelsessektoren - skønt han ikke var populær hos alle, sidste gang han regerede fra Frederiksholms Kanal. Med den baggrund har Bertel Haarder et stort medansvar for, at både uddannelsessystemet i al almindelighed og folkeskolen i særdeleshed ser ud, som det gør. Forhåbentlig vil det få ham til at indse, at folkeskolen ikke egner sig til at score ideologiske eller partipolitiske point, men derimod har brug for engageret omsorg. Mange steder går det fint, men udfordringerne i den tunge ende er til at få øje på: Hvis de svageste skal opnå basale færdigheder, hvis den sociale arv skal brydes, hvis indlæring igen skal blive bærende i alle fag, er det nødvendigt at arbejde med og ikke mod skoler og lærere. Der er også brug for at erkende, at ingen af fløjene i skoledebatten har monopol på de gode ideer. Regeringen vil indføre nationale test, mere evaluering og klare mål; det er en god ide. Men det er ikke nok i sig selv. En bedre læreruddannelse, mere efteruddannelse, en ordentlig skolemadsordning, større råderum og bedre vilkår for skoleledere - instrumenterne er mange, hvis flere og helst alle skoler skal nå op på det bedste niveau. Midt i reformerne er der også og ikke mindst brug for, at der kommer mere respekt om lærerne og deres rolle. Både i klasseværelset og i det omgivende samfund. BERTEL HAARDER efterlader sig et Integrationsministerium, der ikke har levet op til sit navn. Indvandringen er bremset med midler, der har skudt over målet, og som krænker menneskerettighederne. Samtidig er integrationen forsømt. Den boligsociale indsats, der kan give konkrete resultater, er sparet væk, og regeringen har stået i spidsen for en udvikling, der har forstærket nydanskernes oplevelse af at blive diskrimineret. Om en ny VK-integrationsminister vil kunne gøre dét anderledes, er yderst tvivlsomt, de politiske realiteter taget i betragtning. Men Rikke Hvilshøj kan kun overraske positivt efter Bertel Haarder.