VI HAVDE næsten glemt Libanon, fordi det har været relativt stabilt i mange år. Men mandagens attentat imod tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri bragte billeder af et Beirut i flammer tilbage på nethinden. For libaneserne genkalder det erindringer om mordet på den populære leder Maarouf Saad i 1975, der blev set som startskuddet til femten års borgerkrig. Nu frygtes nyt blodigt kaos med konsekvenser for hele regionen. Hariri har med få afbrydelser været ministerpræsident siden 1992. Han trådte tilbage i oktober sidste år i protest imod den syriskstøttede forlængelse af præsident Lahouds periode ved magten. Hariri har trådt forsigtigt over for Syrien, som har beholdt kontrollen med landet siden borgerkrigen, men han har haft mange konflikter med Lahoud. Han nød tilnavnet 'Mr. Libanon og blev set som garant for stabilitet efter at have ledet en relativt succesrig genopbygning af Beirut. Mordet på Hariri er en gigantisk sky over Libanons fremtid. Landet var forinden i bitter strid om parlamentsvalget i maj, som oppositionen anklagede regeringen for at ville svindle med for at fastholde den syriske kontrol med landet. Der var næppe tvivl om, at Hariri satsede på et politisk comeback ved valget. LIBANONS regering har tidligere truet med, at en forværring af den sikkerhedspolitiske situation kunne betyde udskydelse af valget. Oppositionen anklager regeringen og Syrien for at stå bag mordet for at legitimere en udskydelse. Det er svært at se, at mordet skulle gavne Syrien. I Libanon styrker det kravet om, at de syriske styrker skal ud, så landet får selvstændighed. Utænkeligt er det dog ikke, at nogle i Syrien satser på kaos i Libanon som argument for, at de skal blive. Men det libanesiske kludetæppe - og det forhold, at regionale kræfter, især israelske, syriske og palæstinensiske, tidligere har brugt landet som kampplads for deres egne konflikter - betyder, at mange kan mistænkes for mordet. Endnu kan en dom ikke fældes, men morderne skal givet findes blandt dem med størst interesse i at blokere for fred og demokrati i regionen. For Libanon ville det bedste nok være en overgangsregering med deltagelse af oppositionen til at sikre et fair valg. Men det er tvivlsomt, om oppositionen for fredens skyld kan bringes på talefod med regeringen, som den anklager for mordet.