DEN NU forhenværende familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K) kan ikke klandres direkte for hendes mands ekstravagante eskapader. Ganske vist har hun i årevis kendt til hans forslugne forretningsmetoder og ligefrem været med til at hæfte for den milliongæld, han samvittighedsløst har ophobet som følge af en dominorække af mislykkede erhvervseventyr. Men efter Henriette Kjær i går tog den eneste rigtige konsekvens af situationen - og trak sig som minister - kan hun nu dække sig ind bag privatsfærens intimitet. Én ting vil hun dog aldrig kunne slippe fri fra: Henriette Kjær vil i lang tid fremover fremstå som selve ikonet på en ny tids ministertype, der kun regerer over en tom symbolverden. Hun efterlader sig intet politisk eftermæle. Beslutningen om at oprette et familie- og forbrugerministerium i forbindelse med Fogh-regeringens seneste og eneste ministerrokade står dermed i dag tilbage som en klar fejldisposition. Ministeriet har ikke haft noget naturligt afgrænset ressortområde - alt og intet kan således henføres til familie- og forbrugeranliggender. Ministeriet har været en underlig gevækst, uden egentlig ansvar eller særlige forpligtelser. Når Henriette Kjær med jævne mellemrum er kommet med en skæv, hovedkulds kommentar, har det karakteristisk nok sjældent fået nogen konsekvenser - hverken for hende eller omverdenen. Familie- og forbrugerministeriet har kort sagt været en fiasko, som forhåbentlig vil blive lukket nu. UANSET HVAD der sker, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i morgen præsenterer sit nye ministerhold, er der grund til at mane til eftertanke i forhold til den politiske tendens, som Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender er et udtryk for. I de senere år er ministerrokader nemlig blevet synonymt med ressortomlægninger; nye fordelinger af ministerposterne har således automatisk ført til større eller mindre reorganisering af den interne arbejdsdeling mellem ministerierne. Og som hovedregel har disse omlægninger desværre været et udtryk for usaglige studehandler mellem regeringspartierne. Enkelte gange kan ressortomlægninger naturligvis været fornuftige, men som oftest sker der en fragmentering af ministerierne - med en uklar og omstændelig arbejdsdeling til følge. F.eks. har udspaltningen af forskningen fra Undervisningsministeriet været en brøler fra begyndelsen. I stedet for blot at splitte statsadministrationen yderligere op i små, symbolske miniministerier, ville det derfor være fornuftigt at samle de mange ansvarsområder i færre og mere markante ministerier. Reelt er talentmassen i dansk politik heller ikke større, end at et samlet hold på omkring 10-12 ministre vil være mest driftsikkert. Om ikke andet har man lov til at håbe, at Henriette Kjærs pludselige afgang kan bidrage med dén erkendelse.