DE TO store partier i dansk politik tørnede sammen. Og tabte. For Mogens Lykketoft var nederlaget lige ved at være så stor en selvfølge, at det der i historisk perspektiv er et alvorligt nederlag lignede noget mindre. For Anders Fogh Rasmussen var de tabte mandater derimod malurten i den store sejr, der trods alt ligger i at fastholde regeringsmagten i endnu en valgperiode. Statsministerens målrettede bestræbelse på at gøre Venstre til det nye store regeringsbærende parti i Danmark har båret frugt. Venstre er igen landets største parti, og Socialdemokraterne er igen gået tilbage. Det er en politisk bedrift, efter at Socialdemokratiet har haft den rolle i det meste af et århundrede. For at nå dertil, har Anders Fogh Rasmussen taget en overraskende kombination af metoder i brug. Han har på den ene side svigtet grundlæggende liberale principper, ved at alliere sig med Dansk Folkeparti og bruge udlændingepolitikken til at splitte og lamme Socialdemokratiet. Men samtidig har han droppet store dele af Venstres arvesølv, og forsøgt at overbevise vælgerne om, at partiet vil beskytte den velfærdsstat, Socialdemokraterne skabte. Den kendsgerning, at denne historiske bedrift ikke har givet flere mandater til Venstre, er imidlertid også et signal om, at projektet har sin begrænsning. På begge sider af det store parti ligger der konkurrenter, der er parat til at samle de utilfredse op. Hvad enten det er den økonomiske eller den politiske liberalisme, som Anders Fogh svigter, står der nogen parat. På den ene side de konservative og på den anden de radikale. Begge partier gik frem i går. SOCIALDEMOKRATIET har tabt valget, og det er naturligvis både partiets og partiformandens nederlag. Men alle i partiet må erkende, at Mogens Lykketoft kæmpede til det sidste, og langtfra viste de svagheder i den hårde politiske infight, som nogle havde frygtet. Ikke desto mindre er det et alvorligt nederlag for partiet, et nederlag der bekræfter, at partiet ikke længere har den selvfølgelige position som omdrejningspunktet i dansk politik, som generationer af socialdemokrater har taget for givet. Årsagen til partiets nederlag skal ikke i første række søges i de sidste tre ugers begivenheder, men i problemer, der længe har været uløste. Mogens Lykketoft førte en overbevisende valgkamp på emner som arbejdsløshed, velfærd og regeringsnedskæringer. Men den platform var for snæver, ikke mindst fordi Anders Foghs beroligelsesstrategi var så massiv som tilfældet var. Uden sit eget bud i store spørgsmål som integration og Irakkrig, uden et klar og samlende sæt af værdier, kom Socialdemokraterne ikke for alvor i offensiven. Mogens Lykketoft varslede i aftes, at han vil trække sig før næste valg. Han har nu chancen for at gøre partiet en formentlig, sidste, afgørende tjeneste: at stille sig i spidsen for den helt nødvendige fornyelse, det helt nødvendige generationsløft. Den balancegang der er Socialdemokratiets udfordring er klar: Der skal fornyelse til, også på det ledende poster. Men det skal helst ske uden et opslidende opgør mellem fløjer og personer. Det resultat kan nåes på to måder. Enten ved at de nuværende ledere samler sig om den nye ledelse, og at dem der ikke kommer helt til tops begraver alle ambitioner, nid og nag. Det er en mulighed, men måske ikke den mest sandsynlige. Den anden mulighed er, at folketingsgruppe samler sig om en ny ledelse, og den, der her måtte blive forbigået, insisterede på at hele partiet denne gang træffer afgørelsen. Da ingen formentlig kan samle trefjerdedele af stemmerne på en kongres, vil et sådant opgør ende i en urafstemning. Det kan virke skræmmende for et parti, der engang var helt og aldeles topstyret, men det kan vise sig at være den rigtige vej at gå, hvis en ny enighed om en kommende ledelse skal være varig. Under alle omstændigheder har Socialdemokraterne brug for tid. VALGETS STORE sejrherrer efter statsministeren blev Marianne Jelved og Det Radikale Venstre. Fremgangen er imponerende og fortjent. Partiet har turdet stå fast på afgørende holdninger, i en tid hvor mange andre har glemt, at politik også handler om værdier, som der ikke kan eller bør gås på kompromis med. Sammen med de konservatives spæde fremgang sender den radikale triumf et signal om, at der findes både en midte i dansk politik, og et borgerligt Danmark, der er klar over, hvor meget Dansk Folkeparti ikke kan bruges til. Det er ikke bare principperne, som Pia Kjærsgaard har fristet de to regeringspartier til at svigte. Det er også i stadig stigende grad muligheden for overhovedet at føre reformpolitik i Danmark. Pia Kjærsgaard vil ikke vide af de skattelettelser, der er de konservatives hjerteblod. De store reformer som Velfærdskommissionen senere på året vil lægge op til, lader sig ikke gennemføre med den nuværende flertalskoalition. Det vil få frustrationerne i Venstre til at vokse, når det viser sig, hvor meget Anders Foghs løfter til både Pia Kjærsgaard og vælgerne binder. PÅ MANGE måder betyder valgets resultat mere af det samme, og det er bestemt ikke opmuntrende. Men holdningspartiernes fremgang er et signal om, at Anders Fogh Rasmussens pragmatisme ikke holder evigt. Den helt store ironi ved dette valg er, at det borgerlige Danmark aldrig har stået stærkere, men at det på godt og ondt er længere fra at kunne føre moderne borgerlig reformpolitik end meget længe. Dansk Folkeparti har ikke bare gjort Anders Foghs blokpolitik mulig. Det har ikke bare sat Socialdemokratiet skakmat ved at splitte det gamle arbejderparti. Det kunne se ud som om, den populisme, der har bidt sig fast herhjemme, i en årrække vil gøre det umuligt at forandre Danmark, hvad enten man tager udgangspunkt i højre eller venstre side af folketingssalen. Anders Fogh har vundet sin sejr. Det er svært at se, hvad han kan bruge den til.