VALGET 30. januar skabte nyt håb for Iraks fremtid, der har været hyllet i et mørke af usikkerhed, splittelse og vold siden invasionen for snart to år siden. Et stort flertal af irakere viste, at de ønsker at forme deres egen fremtid, og trodsede selvmordsterrorister og vilde trusler for at gøre det. Håbet skyldes, at de shiamuslimske og kurdiske ledere, der nu har fået et folkeligt mandat, som regering kan blive den faktor, der begynder at løse de enorme problemer, det irakiske samfund står over for. Listen over problemer er imidlertid så uhyggeligt lang, at håbet ikke må forveksles med noget, der ligner sikkerhed for en bedre fremtid. Den hjemlige debat om Irak er polariseret på en måde, der gør det svært for begge parter at fastholde det samlede billede. De oprindelige krigsmodstandere lyder til tider, som om de næsten ønsker, at demokrati i Irak skal være en umulighed, fordi en irakisk interesse for demokrati på en eller anden måde ville være en sejr for USA. Omvendt forsøger krigstilhængerne at udlægge valget som en slags opbakning til den amerikanske besættelsesmagt. Begge dele er forkert. Valget viste, at irakerne har det ligesom palæstinensere, ukrainere, georgiere og alle andre folk, der får chancen: De vil demokratiet, selv om de ikke har prøvet det før eller kender til alle de normer, der skal respekteres, hvis det skal overleve. Men det betyder ikke, at de er glade for at være besatte eller ikke er vrede over alle de plager, der har ramt dem under den amerikanske besættelse. De foreløbige optællinger af stemmer, der foreligger, tyder på, at blandt de måske 80 procent af shiamuslimer, der stemte, har omkring 80 procent stemt på den religiøst prægede partikoalition, som storayatollah al-Sistani har givet sin uformelle velsignelse. Omvendt har mindre end en femtedel stemt på premierminister Allawis sekulære og proamerikanske liste. HERMED ER EN kommende irakisk regerings basale dilemma også udpeget. Den skal føre en politik, der får amerikanerne ud af landet hurtigst muligt, og den vil skulle udfordre en række af de beslutninger - ikke mindst økonomiske - som besættelsesmagten allerede har taget. Samtidig vil den, så længe en væsentlig del af sunnierne støtter oprørere og terrorister, være afhængig af amerikansk militær beskyttelse. Politisk er det cirklens kvadratur. Samtidig skal der skrives en forfatning og skabes en politisk kultur, der undgår borgerkrig. Ikke bare mellem sunnier og shiamuslimer, men også mellem regeringen i Bagdad og de kurdiske områder, der i ly af det herskende kaos har konsolideret et selvstyre i det nordlige Irak, der er tæt på de facto-uafhængighed. Listen over eksistentielle udfordringer til den ny stat og dens styre kunne forlænges. Dermed er vi tilbage ved koalitionsstyrkernes legitimitetsproblem. Den oprindelige invasion var som bekendt ikke FN-godkendt. Og problemet er ikke bare formelt. Der står ikke anden begrundelse for at føre krig mod Irak tilbage, end at landet var behersket af en ond diktator. Krigen brød på alle måder med de kriterier, der i 1990'erne blev opstillet som ramme om den aktivistiske udenrigspolitik. Og den splittede derfor de tre organisationer - EU, NATO og FN - som Danmark lægger afgørende udenrigspolitisk vægt på. Det gør den reelt stadig. Samtidig er der grund til at tro, at besættelsen også fremover vil koste tusinder af menneskeliv. Det er desværre ikke kun terroristerne, der vil komme til at dræbe nye uskyldige i de kommende måneder og år. DEN KENDSGERNING, at det ikke nødvendigvis ender galt i Irak, er derfor ikke nogen begrundelse for, at Danmark fortsat skal yde sit bidrag i form af soldater. Danmark deltager direkte og indirekte i en voldsdynamik, der i bedste fald kan legitimeres af en usikker fremtidig stabilisering. Hvis en kommende irakisk regering får vendt udviklingen, kan vi hjælpe den på andre måder. Den ubehagelige kendsgerning er, at de udenlandske soldater er en del af løsningen, men så sandelig også er en stor del af problemet. At det sidste er tilfældet, skyldes alvorlige fejl og uklarheder i den amerikanske politik, som Danmark for længst burde have taget afstand fra. Torturen i Abu Ghraib, de store baser, som Kongressen i fuld alvor overvejer at gøre permanente, og de amerikanske soldaters stigende brutalitet er blot de mest iøjnefaldende eksempler. Hvad argumentet om, at vi »uanset hvad« er nødt til at gøre det færdigt, vi har begyndt, angår, så binder det i værste fald Fogh og hans regering. Oppositionen, der i sin tid afviste krigen, kan naturligvis føre en anden politik. Den bør ikke til sommer stemme for en forlængelse af vores soldaters mandat, og den bør gøre det klart, at hvis den får flertallet, så vil vi til den tid ikke længere være en del af det amerikanske militæreventyr i Irak. Vi må alle ønske irakerne en lykkelig eller blot tålelig udgang på den mangeårige krise, de står midt i. Men vi bør ikke legitimere et stykke amerikansk udenrigspolitik, der ikke på nogen måde udgør en model for, hvordan hverken demokrati eller international stabilitet kan fremmes i verden. Det ene europæiske land efter det andet trækker sine soldater hjem fra Irak, og de fleste var ikke med fra starten. At vi alene sammen med briterne skulle blive tilbage, giver ingen mening i forhold til stort set alle de målsætninger, der bærer dansk udenrigspolitik - også under den nuværende regering. Her ved valgkampens afslutning er det forhåbentlig ved at blive oppositionens politik.