0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

V, K og R

Valgresultatet vil tvinge Anders Fogh til at vælge

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

VALGET ER langtfra afgjort. Når man bedømmer mandatskønnet i meningsmålingerne, skal man huske at lægge de fire nordatlantiske mandater til, og de vil denne gang sandsynligvis alle sammen lande på venstre side af midterlinjen. Med det udgangspunkt mangler der i mange målinger kun en håndfuld mandater, før oppositionen når de magiske 90. Så, ja, Mogens Lykketoft og hans parti er klart bagefter, men han har ikke tabt valget endnu.

Hvad der til gengæld synes sikkert er, at de radikale står til valgets største fremgang. Som det eneste parti er de tæt på at fordoble deres mandattal, og med en fremgang på mellem syv og ni mandater i de fleste målinger har de også udsigt til den største absolutte gevinst ved valget 8. februar. Baggrunden for denne udvikling er næppe i første række partiets valgkamp.

Marianne Jelved, Margrethe Vestager & Co. gør det udmærket, men har ligesom de fleste andre partier svært ved at få samme opmærksomhed som de to store. Den radikale fremgang skal snarere ses som udtryk for, at de i denne valgkamp har en politik og en position, der tiltrækker mange vælgere på begge sider af midten i dansk politik. Det er bemærkelsesværdigt, at R på mange måder fremstår som på en gang det mest idealistiske og det mest realistiske parti i dansk politik lige nu. Idealismen består i, at partiet har turdet stå fast på menneskerettigheder og liberale principper, i en periode hvor strammerkursen i udlændingepolitikken har sat begge dele under hårdt pres.

Det tiltrækker vælgere til venstre, hvor mange er skuffet over Socialdemokraternes knæfald for regeringen, og hvor SF kun i begrænset omfang har taget udfordringen op. Men også blandt liberale og konservative vælgere er der mange, der synes, at regeringen er gået for langt. Ikke mindst i retning af at svigte europæiske idealer om åbenhed.

SAMTIDIG ER de radikale det eneste parti, der taler om behovet for velfærdsreformer, der ikke på forhånd vil begunstige alle eller næsten alle. Retfærdigvis skal det nævnes, at også Socialdemokraterne vil finansiere deres offensive beskæftigelsespolitik med et par forslag, der gør ondt - på de mest velhavende og på erhvervslivet. Det er prisværdigt, men kan dog ikke sidestilles med den radikale vilje til at ændre på ordninger, som meget store vælgergrupper har gevinst af.

Når man betænker, i hvor høj grad Anders Fogh Rasmussen har svigtet både den politiske og den økonomiske liberalisme i de sidste tre år, og i hvor høj grad Mogens Lykketoft har fortrængt, at forsvaret for de allersvageste, det vil sige indvandrerne, burde være et socialdemokratisk adelsmærke, er den radikale fremgang ikke særlig overraskende. Kun en meget dårlig valgkamp ville kunne spænde ben for den succes.

V, K og R vil efter alt at dømme have flertal i det nye Folketing. Vi ved, at det ikke betyder, at vi får en VKR-regering. Dertil står V og R alt for langt fra hinanden, ikke mindst fordi regeringen i de sidste tre år har ført en i dansk sammenhæng kompromisløs blokpolitik, der har skabt kold luft og polarisering hen over midten. De fleste er dog overbeviste om, at de radikale på længere sigt vil søge indflydelse, hvis de kan få markante indrømmelser. Det er givetvis også, hvad de mange nye radikale vælgere ønsker.

DET STORE spørgsmål er imidlertid, om Anders Fogh Rasmussen er interesseret i at udnytte det nye flertal. Man skulle tro, det var en selvfølge. I vore nabolande virker det nærmest uforståeligt, at der ikke er jubel i regeringspartierne over udsigten til at kunne frigøre sig af samarbejdet med Dansk Folkeparti. Men kendsgerningen er - i hvert fald i Venstre - at noget nær det modsatte synes at være tilfældet. I den sammenhæng er statsministerens bemærkelsesværdige løfte om, at han under ingen omstændigheder vil gennemføre velfærdsreformer uden socialdemokratisk støtte, tankevækkende. Det betyder jo, at et VKR-flertal bliver uanvendeligt, netop på det område, hvor han ikke kan bruge Dansk Folkeparti til noget som helst. Ønsker Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden fortsat at være bundet til Pia Kjærsgaard?

BAGDELENE ved alliancen med DF er ellers til at få øje på. Først og fremmest naturligvis det dybt problematiske i at regere på nationalpopulisternes nåde. En liberal statsminister burde ikke kunne være bekendt at samleve med et parti, der betragter Sverige som en trussel, fremmedpolitiet skal beskytte os imod, og som vil gøre dansk til det eneste lovlige sprog her i landet, for blot at nævne partiets seneste vildskud. Men hvis Anders Fogh efterhånden er immun over for lødighedsargumentet, burde det gøre udslaget, at DF, når 'de fremmede' ellers er kanøflet, er et gavebodsparti, der vil tilgodese alle. Og samtidig siger nej til EU. Hvis VK også efter valget foretrækker DF frem for R, vil det være udtryk for, at vælgertaktiske hensyn - DF har været et nyttigt instrument til at stække S - for denne regering overtrumfer alle andre hensyn.

Selv hvis regeringen vinder valget, vil den efter alt at dømme komme til at stå i en situation, der alvorligt udfordrer dens nuværende linje. Når danskerne har valgt, kan det blive Anders Fogh Rasmussens tur.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere