VENSTRE bærer hovedansvaret for de danske folkeskolers sørgelige forfatning. Siden Bertel Haarder (V) indtog Undervisningsministeriet i 1982, har Venstre haft ansvaret for folkeskolen i 60 procent af tiden. Og ingen kan påstå, at venstreministrene har regeret med rettidig omhu. Det danske uddannelsessystem har i de seneste årtier ligget næsten brak - sammenlignet med vores nabolande, der i samme periode har forøget såvel folkeskoleelevernes færdigheder som antallet af unge med videregående uddannelser. Her i Danmark har Bertel Haarder og hans tre efterfølgere forsømt folkeskolen i fatal grad: I dag går op mod 20 procent af en ungdomsårgang ud af folkeskolen uden basale skrive- og læsefærdigheder. Dét er en skandale, der hverken kan eller bør bortforklares med lave bevillinger. Folkeskolens tilstand skyldes først og fremmest en uvilje i Folketinget mod at gennemtvinge nødvendige reformer. Folkeskolens problemer løses nemlig ikke ved blot at bevilge flere penge, men snarere ved at omprioritere målsætningerne for folkeskolen.WEEKENDENS polemik om en rapport fra Institut for Konjunkturanalyse - der viser, at udgiften per folkeskoleelev er faldet med 311 kroner fra 2002 til 2003 - er derfor kun rigtig interessant, hvis bevillingsdebatten sættes i forhold til en mere dybtgående diskussion om folkeskolens reformbehov. Her springer mindst fem indsatsområder i øjnene; strategiske satsningsområder, der alle bør have højeste prioritet i næste folketingssamling: For det første bør den nuværende skolefritidsordning, SFO, integreres fuldt ud med selve skoledagen, så børnene samlet set får flere timer til både leg og læring. Ikke mindst en udvidet lektiehjælp ville gavne de svageste elever. For det andet bør der indføres fælles skolemad på alle landets skoler. En sund daglig frokost ville utvivlsomt bidrage til at øge børnenes koncentrationsevne. For det tredje bør bevillingerne fremover gøres delvist betinget af den sociale belastning på de enkelte skoler, herunder integrationsbehovet. Og for det fjerde bør der indføres kontante krav på alle klassetrin, så børnenes faglige niveau løbende kan evalueres. Og endelig for det femte bør disse evalueringer have konsekvenser for den enkelte elev, den enkelte lærer og den enkelte skole.