HVIS valget går godt, giver det større politisk og tværkulturel tolerance, mere frihed og bedre lederskab. I værste fald giver det mere ufred, mindre demokrati og truende kaos. Vi taler om valget i Irak i næste weekend. Det er ikke et ligegyldigt valg - hverken for irakerne eller for os i Danmark. Vi har stadig soldater i landet. Og hvis vores nuværende VK-regering og SR-opposition er enige om noget som helst i Irak, må det være håbet om, at det irakiske parlamentsvalg ikke alene vil svække risikoen for borgerkrig, men også vil bringe den dag nærmere, hvor en selvstændig irakisk regering kan og vil bede Danmark om at trække sine soldater hjem. IRAKERNE står i et grumt dilemma. Deres store flertal ønsker valg. Men vold mod kandidater, partier og sikkerhedsstyrker truer på forhånd legitimiteten af den fremtidige regering og den grundlovgivende forsamling, som bliver valgets resultat. Udskydes valget, vil det blive opfattet som en sejr af de mest militante modstandere af demokrati, som foretrækker et religiøst præstestyre eller en tilbagevenden til Saddam Husseins diktatur. På den anden side: Gennemføres valget som den mindst ringe mulighed for at bringe den politiske genopbygning videre, risikerer det skrøbelige forhold mellem landets arabiske sunni- og shiamuslimer at komme ud af balance. DEN STORE tilslutning til valgforberedelsen giver håb om, at et flertal vitterligt vil stemme. Og den uafhængige valgkommission i Bagdad lover, at der både vil blive afholdt provinsvalg og parlamentsvalg i samtlige provinser - skønt truslerne om vold ikke vil gøre det muligt at holde alle valgsteder åbne. I bedste fald kan Irak få sin første folkevalgte regering, som USA og de øvrige magter med soldater i landet - deriblandt Danmark - skylder at lytte til, når den formulerer sin holdning til den udenlandske militære tilstedeværelse. Samtidig vil etableringen af folkevalgte provinsråd i bedste fald bidrage til at skabe et legitimt, lokalt lederskab, som kan sætte skub i Iraks nødvendige genopretning. Også Danmark har holdt sin lovede bistand til det ny Irak tilbage på grund af volden og usikkerheden. Ved irakernes valg af egne ledere bør Danmarks hidtidige militære indsats i videst mulig grad erstattes af en aktiv civil hjælp til Iraks økonomiske og sociale udvikling.