EFTERHÅNDEN er det ikke nogen hemmelighed, at de principale parter i sagen om byggeriet af den ny opera på Dokøen, som på lørdag åbnes for publikum, er helt uenige om kampens resultat. Arkitekten Henning Larsen er fortørnet over den pengemagt, som bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller lagde for dagen, da han besluttede - og suverænt afgjorde - byggeprojektet i strid med de visioner og idealer, arkitekten havde i hovedet, da han tegnede kontrakt med A.P. Møller-fondet. »Hr. Møller har haft sine ideer, og jeg har haft mine. Det har ikke kunnet passe sammen. Det har betydet, at vi har fået det her kompromis, som jeg selv er ked af«, har Henning Larsen afslutningsvis erklæret. Mange gange i forløbet har Henning Larsen lagt bånd på sig selv og henholdt sig til kontrakten mellem bygherre og arkitekt - en givtig aftale, som i princippet går ud på, at bygherren i sidste instans må kunne stole på arkitekten som tillidsmand og rådgiver og dog på sin side også må være indstillet på kompromis og dialog - eller sagt helt klart og kort: samarbejde. Men situationen er vokset bort fra det samarbejde og har antaget karakter af konflikt, en konflikt, som Henning Larsen gentagne gange har forsøgt at dæmpe - og så alligevel ikke! Det er som på tv-hotellet Fawlty Towers, hvor John Cleese ustandselig skal minde sig selv om besindighed og dog ikke kan holde aggressionerne nede. Og det er på mange måder en skam. Facaden på Operaen er efter sigende det største stridspunkt. Facaden kaldes af arkitekten selv for »store tykke sprosser, som deler facaden meget vandret, og som samtidig hindrer både indsigt og udsigt«. Tydeligere kan det vist ikke siges. Kun angst for arkitektkontorets økonomiske fremtid afholdt Henning Larsen fra at nedlægge arbejdet. Og så var han altså bundet af sin kontrakt, og derfor ... og derfor ikke. DEN DEBAT har nu haft rigelig tid og må finde sin afslutning. Henning Larsen kan ikke både være en stor og anerkendt arkitekt, færdiggøre sit arbejde og stadig udtale sig negativt om det færdige byggeri. Det ufrugtbare skænderi slører den egentlige, antidemokratiske skandale, nemlig at byggeriet ikke blev udbudt i international konkurrence uden mulighed for bygherrens arkitektoniske medbestemmelse. Nu fik Henning Larsen tilbuddet, herunder de i hans øjne besynderlige procedurer - men han fik det, og nota bene: Han modtog det. Her ender sagen, og bygningsværket står. Forhåbentlig til danskernes begejstring, når dørene slås op for musikken.