AT HALVDELEN AF de unge med ikkedansk baggrund i københavnske skoler ikke læser ordentligt i 9. klasse er dybt deprimerende. Og at tallet tilsyneladende er større blandt dem, der er født her i landet, end blandt dem, der er førstegeneration, sætter elendigheden på spidsen: Det danske skolesystem og det danske samfund svigter helt åbenlyst nydanskerne. Hvis det var deres oprindelige bagage eller kultur, der var noget galt med, ville problemet blive mindre over tid. At det ikke er tilfældet, understreger, hvor galt det står til med integrationen. Det er desværre langtfra kun nydanskerne, der bliver svigtet. Mellem 15 og 20 procent af alle danske børn har samme ringe læseevne som den, der er dokumenteret i København. Det er ikke nogen nyhed, at det faglige niveau i andre fag også er lavt. Hvordan skulle det i øvrigt være anderledes? Der er ikke mange fag i skolen, hvor evnen til at læse nogenlunde ubesværet ikke er en afgørende forudsætning for at tilegne sig ny viden. Situationen er dybt alvorlig. Det er rigtigt, at den danske skole har mange gode sider - de fleste børn er glade for at gå i den - og der er ingen tvivl om, at mange lærere (og elever) gør det rigtig godt. Det ændrer bare ikke ved, at basale faglige problemer af denne art er helt uacceptable. Det er ikke noget raffinement at kunne læse og skrive til husbehov. Det er derimod en forudsætning for at være et helt menneske. Hvis ikke der rettes op på situationen, sættes der på længere sigt spørgsmålstegn ved Danmarks evne til at opretholde alt det, der har gjort os til et af de bedste samfund i verden at leve i: velstand, velfærd, lighed og sammenhængskraft. TILTAG, DER KAN rette op på elendigheden, må have høj prioritet. Ikke mindst når det gælder nydanskerne, er det nærliggende at tro, at en tidlig indsats er afgørende. Her har Århus Kommune tidligere vist vejen med en særlig indsats for at sikre, at børn, der ikke er vokset op med dansk, løftes sprogligt allerede i børnehaven, så de ikke senere er koblet af fra første skoledag. På baggrund af international forskning ønsker Århus nu at forsøge med udvidet brug af modersmålsundervisning. Det er uforståeligt, hvis undervisningsministeren ikke siger ja til dette og andre eksperimenter. Det afgørende er at finde ud af, hvad der virker. Der er talt meget om spredning af de tosprogede elever. Undersøgelsen dokumenterer imidlertid ikke, at det går bedre i de skoler og klasser, hvor de tosprogede kun udgør et lille mindretal. Under alle omstændigheder lider spredningsmodellen, som den nu diskuteres, af én afgørende svaghed: Den går ud på at straffe ofrene yderligere ved at bruge tvang over for den gruppe, der i forvejen har det sværest. Skal eleverne spredes, må det ske frivilligt eller have karakter af positiv diskrimination. Negative foranstaltninger vil kun gøre problemerne værre. Ikke mindst når diskrimination i forvejen fylder så meget i mindretallenes hverdag og forventninger til fremtiden, som tilfældet er. DET ER SIKKERT nødvendigt at sætte ind med ekstra ressourcer og nye metoder. Men problemet er så stort og rammer så bredt, at det er hele den dansk skolekultur og pædagogiske tradition, der sættes spørgsmålstegn ved. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at 25 eller 50 procent af eleverne ikke kan læse en avis, når de er kommet i 9. klasse? Tilhængere af flere test og prøver vil med nogen ret sige, at det burde være opdaget for længe siden. Og ville være blevet det, hvis eleverne mere systematisk blev målt, før de kom i skoleforløbets sidste to-tre klasser. Men sandheden er oftere, at eleverne faktisk bliver målt allerede i de små klasser, og at lærerne naturligvis godt ved, når mange ikke kan følge med. Det, det kniber med, er øjensynlig at tage konsekvensen. At beslutte sig for, at så længe for eksempel læsningen ikke er på plads, så kan det være lige meget med resten. At insistere på, at her er en målsætning, som skolen ikke kan gå på kompromis med. Det er alt sammen lettere at skrive og tænke end at gennemføre i praksis i en skolevirkelighed, hvor de pågældende elever måske slet ikke møder op, ikke møder til tiden eller ikke lytter til læreren med noget, der bare ligner respekt. Det kan være meget svært, ja, umuligt, for den enkelte lærer at bryde de onde cirkler og overbevise elever og forældre om, at det her er vigtigt. Men helt sikkert er det, at hvis lærere og skoleledelse ikke står fast på, hvad målet er, og at det skal nås, så sker det ikke. Det nytter ikke noget at glide af og trøste sig med, at der er noget andet - det sociale samvær, selvsikkerheden, mundtligheden, eller hvad det nu kan være - som kompenserer. I DEN NATIONALE samtale, der så småt er ved at komme i gang på dette område, er det vigtigt at lytte til hinanden. Og først og fremmest at lytte til de lærere, der knokler med udfordringen i det daglige og véd, hvor skoen trykker. Men det er også afgørende ikke at snakke udenom og benægte problemets alvor. Der kan sættes spørgsmålstegn ved alle slags undersøgelser; det gælder også PISA-undersøgelserne. Men dokumentationen er her så massiv, og tallene så store, at ingen måleusikkerhed eller metodediskussion kan ophæve alvoren. Den danske skolemodel har svigtet de svageste. Det må og skal der gøres noget ved.