HVOR HÅBLØSE forudsætningerne for at skabe et sundt, levedygtigt demokrati i Irak end kan forekomme lige nu, har irakerne og verdenssamfundet reelt intet valg: Valget 30. januar bør afholdes som planlagt. Skønt valget kun i bedste fald bliver et første, lille skridt på den lange vandring mod opbyggelsen og udbredelsen af en demokratisk civilsamfundskultur i Irak, bør valget gennemføres. Valget kan nemlig - afhængigt af, hvor høj valgdeltagelsen bliver - komme til at markere det tiltrængte politiske brud, der er nødvendigt, før situationen i Irak atter kan blive stabiliseret. I sig selv løser valget dog ingen problemer, hverken sikkerhedsmæssigt, socialt eller økonomisk. Tværtimod kan sikkerhedssituationen hurtigt bliver forværret, hvis de interne spændinger i Irak mellem blandt andre shiamuslimerne, sunnimuslimerne og kurderne blusser op som følge af valgresultatet. Ikke desto mindre rummer selve markeringen af, at et rettighedsbaseret flertalsstyre nu er på vej, en så potent symbolik, at man kun kan håbe, at vælgernes forventninger ikke bliver overtrumfet af nye skuffelser. ØNSKET OM at udskyde valget lyder ellers stadig højere fra sunnimuslimske ledere og diverse rådgivere i den amerikanske regering - altså alle dem, der risikerer at tabe mest ved den forventede valgsejr til det shiamuslimske flertal i Irak. Sunnimuslimerne står således med den demokratiske bet, at de kun udgør omkring 20 procent af Iraks samlede befolkning og derfor ikke kan forvente, retmæssigt i hvert fald, at få udslagsgivende indflydelse. Amerikanske rådgivere og toppolitikere står omvendt med det latente problem, at en massiv boykot af valget 30. januar, ikke mindst blandt sunnimuslimerne, vil afsløre endegyldigt, hvor svært det i praksis er at eksportere demokrati ved hjælp af marinesoldater og elitetropper. VALGET VIL dermed også komme til at udstille sin egen tvivlsomme baggrund: Den amerikanske regering har i realiteten forceret det forestående valg ved ikke at have givet plads til et midlertidigt FN-protektorat for lang, lang tid siden. Den amerikanske fremfærd i Irak har accelereret kravet om og behovet for et hurtigt, magtpolitisk brud. Alternativt ville et FN-protektorat formentlig have kunnet gøre overgangsfasen fra diktatur til demokrati mere troværdig og holdbar, da ingen ville have kunnet mistænke internationale FN-embedsmænd for at ville kolonisere Irak. Nu sidder amerikanerne i stedet fast i en langvarig, udsigtsløs og bestialsk guerillakrig i Irak, og derfor er valget blevet så unødigt, påtrængende nødvendigt.