HVAD VILLE du gøre, hvis du vandt en million i lotto? Spørgsmålet har nok på et eller andet tidspunkt sat tanker i gang hos de fleste. En bil, et sommerhus, overdådige gaver til hele familien, en tur Jorden rundt? Pengene får hurtigt ben at gå på, og drømmene er ikke den dårligste personlighedstest, man kan forestille sig. Det er egentlig underligt, at nyheden om, at der er dukket over 23 milliarder ikkeforventede kroner op i Skatte- og Finansministeriet, endnu har udløst så få kollektive drømmerier. Selv om det 'kun' løber op i godt 4.000 kroner per dansker, er det dog en pæn slat penge, der burde kunne sætte fantasien i gang. Årsagen er formentlig, at nyheden er så mærkelig, at de færreste rigtig kan tage den alvorligt. Kan man virkelig 'overse' så mange penge, og er det virkelig rigtige penge af samme slags som dem, man selv har stående på kontoen (eller står og mangler)? Det er det tilsyneladende. Pengene er gode skattekroner, der er indbetalt i overensstemmelse med gældende regler. De skal altså hverken sendes retur eller bruges til hidtil kendte formål. FORELØBIG ER der kun kommet to bud på, hvad vi så skal bruge dem til. Det ene er ministrenes eget, bundsolide og forudsigelige; de vil beholde pengene og afdrage lidt på statsgælden. Dansk Industri og de konservative har en anden drøm: De vil have lavere skat og påpeger, at beløbet gør det muligt med et slag at fjerne topskatten. Umiddelbart kan forslaget virke lige så forudsigeligt som ministrenes; det er er ingen nyhed, at DI og K vil have topskatten væk. Men tøv en kende. Der er jo tale om et engangsbeløb. Året efter vil der mangle 23 milliarder i budgettet, og så skal topskatten genindføres. Og hvordan hænger forslaget sammen med begrundelsen for at skære toppen af skatten, nemlig at det vil få alle de højtlønnede til at arbejde mere og gøre samfundet rigere? Den holder jo ikke en meter, hvis lettelsen kun finder sted i et år. I det lys giver DI og de konservative os en enestående indsigt i, hvad det i virkeligheden er, der driver værket: Når der er penge at fordele, ligger de bedst i de rigeste danskeres lommer. Er det for resten ikke også dem, der dominerer medlemsskaren i de to organisationer? Drømmen om, at de 23 milliarder alene skal gå til de danskere, der tjener mere end ca. 400.000 kroner om året, forbliver formentlig en drøm. Men det er en af de drømme, der kan tydes. Det solide flertal af vælgere, der ikke tjener helt det samme, bør huske oplevelsen, når valgkampen kommer, og tilsyneladende tilforladelige skatteforslag begynder at fyge gennem luften.