I DAG OG TO år frem er Danmark medlem af FN's Sikkerhedsråd. Om end det reelt går efter tur, er medlemskabet hver gang ærefuldt og forpligtende. Medlemskabet giver adgang til verdens fineste talerstol. Men udfordringen både for Sikkerhedsrådet i sin helhed og for dets enkelte medlemmer, som nu Danmark, er at udmønte ord og analyse i konkrete forslag og besindig handling. FN VIL NETOP i år skulle forhandle et forslag om at ændre strukturen, så Sikkerhedsrådet bedre afspejler verdens kulturer og kontinenter - og bedre lever op til rådets ambition om at forebygge og afbøde konflikt. Ideelt set burde Sikkerhedsrådet naturligvis sikre, at ulande fik en indflydelse, der afspejlede deres befolkningsmæssige vægt. Og ideelt set burde de gamle stormagter ikke være ene om vetoret i rådet. Men reelt vil det være fornuftigt at holde ambitionsniveauet for rådets reformer i ave. Dels er det fortsat svært at pege på demokratiske såvel som stabile ulande, som kan vinde tilslutning til fast plads og vetoret i Sikkerhedsrådet, dels er det fortsat utænkeligt, at gamle stormagter som Storbritannien og Frankrig skulle være villige til så meget som at overveje at overdrage deres respektive pladser til en fælles EU-plads, som ideelt ville forekomme mere passende. Af begge grunde kan det blive nødvendigt at acceptere mindre end det optimale - uden at frafalde ambitionen - alene fordi ingen har råd til at opgive FN, heller ikke i dets nuværende skæve, tungsindige og alt for hyppigt handlingslammede facon. DANSKE FORSLAG til konkret handling kan blive den bedste tjeneste, vi kan gøre Sikkerhedsrådet. Der er brug for FN til at afbøde folkemordet i Darfur. Til at genrejse Irak politisk og socialt. Til at sikre den langsigtede genopbygning efter flodbølgen i Syd- og Sydøstasien. Til at overbevise Israel og palæstinenserne om de nødvendige kompromiser for at bilægge deres alt for gamle konflikt. Til at undgå total nedsmeltning i Centralafrika. Til at bidrage til demokratisering af verdens fortsat alt for mange diktaturer. Og til at stimulere opbygningen af en nødvendig regional sikkerhedsstruktur, ikke mindst i Afrika - hvor Den Afrikanske Union gør lovende fremskridt - og i Mellemøsten og Nordafrika, der fortsat er et morads af undertrykkelse og social og politisk ubalance. Sikkerhedsrådet kender rigeligt til ord. Men rådet savner i ulykkelig grad troværdighed. Smidige forslag til forsoning og handling kan gøre forskellen.