TÆNK ENGANG. I den forløbne uge tillod den konservative Lars Barfoed sig at lægge op til en debat om fremtidens velfærd og velfærdsreformer. »Vi står over for at skulle vurdere nogle velfærdsreformer i næste valgperiode, og hvis alle partier garanterer, at de ikke vil lave om på noget som helst, så har vi et kæmpeproblem«, sagde han til Ugebrevet Mandag Morgen. Og foreslog blandt andet reformer af efterlønnen og en ændring af pensionsalderen. Men fy, fy, skamme, skamme ... Sådan gør en rigtig borgerlig politiker ikke - i hvert fald ikke lige før et folketingsvalg. For fremtiden holder du din kæft, lød det umisforståelige budskab forleden fra partiformand Bendt Bendtsen. Statsministeren gav udtryk for samme holdning. Og så skulle spillereglerne for borgerlige politikere være skåret ud i pap: Debatter om velfærdsreformer er forbudt, indtil Velfærdskommissionen kommer med sine rapporter. Vi skal ikke skræmme midtervælgerne bort. Basta! SET MED demokratiske briller på er denne strategi mildest talt problematisk. At politikere ikke må debattere en af de største udfordringer, vi står over for i de kommende år - et stigende antal ældre og færre i arbejdsstyrken - er en demokratisk selvmodsigelse. Mildest talt en absurditet. Hertil kommer, at det er svært at finde visdommen i strategien. Læren af Nyrups efterlønssag er jo ikke, at politikere skal afholde sig fra at reformere velfærdsstaten. Den er derimod, at politikerne i god tid skal forberede vælgerne på de nødvendige reformer. Og så er forestillingen om, at man først må debattere politiske reformer fra den dag, Velfærdskommissionens fagøkonomer lægger deres rapporter på bordet, udtryk for en yderligtgående djøfisering og tro på, at eksperter kan opstille politiske prioriteringer. Var det ikke statsministeren, der ville gøre op med ekspertvældet? ALT TYDER i øvrigt på, at regeringen ikke har tænkt sig at bruge Velfærdskommissionens anbefalinger til noget som helst. Det afslørede finansminister Thor Pedersen, da Velfærdskommissionen i sommer pippede om nødvendigheden af reformer, hvortil ministeren svarede: »Jeg anker over, at nogle udtaler sig så drastisk om behovet for reformer, at det nærmest ligner en revolution ... Sandheden er, at vi ikke skal beslutte i dag, hvordan fremtiden skal fordele sin velfærd«. Jamen, hvorfor har regeringen så givet Velfærdskommissionen netop den opgave? For at købe sig tid?