NÅR SOCIALDEMOKRATERNE spiller ud med et forslag til mandepolitik, betyder det så, at kvindekampen er forbi? I så fald ville der være tale om en misforståelse. Selv om vi i internationalt perspektiv har en rimelig grad af ligestilling herhjemme, er der stadig en del at tage fat i. Mest oplagt ligelønnen, der stadig halter. Især i den private sektor kniber det også med kvinder på topposterne. Heldigvis kommer mandeudspillet fra Folketingets nok mest markante ligestillingsordfører, Mette Frederiksen (S), der i sin foreløbige parlamentariske karriere har vist, at hun står fast på centrale feministiske positioner, og samtidig er i stand til at føje nye til. Mange husker sikkert hendes forslag om at kriminalisere kunderne i stedet for de prostituerede, et forslag der havde den styrke, at det satte fokus på årsager og ikke kun på virkninger. DET ER TO kontante forslag i Socialdemokraternes udspil, hvoraf især det ene må kaldes klassisk ligestillingspolitik - blot med mændenes situation som udgangspunkt. Det drejer sig om at få virkeligheden omkring og efter en skilsmisse til at svare til realiteterne i det moderne Danmark, hvor mændene har fået en helt anden nærhed og et helt andet praktisk ansvar for børnene, end det tidligere var tilfældet. Hverken lovgivningen eller forvaltningens normer er imidlertid fulgt helt med, og det har i en række tilfælde gjort manden til den svage part i forbindelse med forældremyndigheds- og ikke mindst samværssager. Det er derfor velkomment - og også i børnenes interesse - at der her bliver tilvejebragt en mere ægte ligestilling. Pakkens andet forslag - at gøre en del af barselsorloven til mandens ret og dermed pligt - vil måske umiddelbart møde skepsis i en del af målgruppen - men er ikke desto mindre blot en anden side af samme sag. DETALJERNE I de to forslag kan naturligvis diskuteres, men de øvrige partier gør klogt i at tage udspillet alvorligt og komme med deres egne ideer. Kvinderne har aldrig været en minoritet, ikke desto mindre har det været nødvendigt at kæmpe målrettet for deres interesser. At det i nogen grad er lykkedes, gør naturligvis hverken mændene til en minoritet eller til en undertrykt gruppe. Men det gør det naturligt og rigtigt, at velfærdssamfundet og retsstaten også tilgodeser deres kønsspecifikke behov. Hvis det føles akavet, afspejler det mest, at mænd så længe identificerede sig selv som hele menneskeheden.