»HJÆLP, centraliseringen kommer!«. Skuffelsen over regeringens kommunalreform er markant. Lovpakkens 2.800 sider vil samle mere magt i den centrale del af København i styrelser og ministerier, end landets fortalere for decentralisering havde håbet på. Og derfor står kommunalfolk og samfundsforskere i kø for at advare om 'centralisme', 'teknokratstyre' og 'detailstyring'. Stærke ord i et lille land mod nord, hvor ordet 'centralist' er en hård anklage. Men er det nu centralismen, der er hovedproblemet med kommunalreformen - og i Danmark som helhed? Ikke just. Danmark - der er på størrelse med en stor europæisk hovedstad - er i forvejen verdens mest decentraliserede samfund, og vi har mildest talt ikke behov for at sprænge vores demokrati i endnu flere atomer. Alligevel har kommunalreformen fra starten været gennemsyret af dogmet om, at det lokale niveau per definition er bedre til at løse opgaver end det landspolitiske. Det kunne ikke blive lokalt nok. PÅ DENNE plads har vi skoset regeringen for, at den vil lægge væsentlige fælles opgaver ud i de yderste led, kommunerne. Vi har været bekymrede over, at miljøindsatsen gøres til et kommunalt ansvar. For hvor tæt vil kommunen gå med sin miljøkontrol af den forurenende virksomhed, som også skaffer arbejdspladser? Vi har også kritiseret, at jobformidlingen lægges ud til kommunerne, der har øjnene stift rettet mod kommunegrænsen og ikke på hele arbejdsmarkedet - mildest talt et problem i en tid, hvor der er brug for et samlet overblik til at bekæmpe flaskehalse og arbejdsløshed. Og vi har rettet brodden mod reformens decentralisering af handikaphjælpen, sundhed, sociale opgaver m.v. Den kritik står vi ved - også efter at regeringen har fremlagt sine 2.800 sider. Alligevel vil vi glæde os over, at regeringen - i elvte time - forsøger at trække en del af beslutningerne for vores fælles fremtid op på det landspolitiske niveau, hvor de hører til. Det er i hvert fald svært at få tårerne frem over denne helt nødvendige øvelse. DET FLOTTESTE ville naturligvis have været, hvis regeringen fra starten åbent og ærligt havde givet udtryk for, at et demokrati af dansk størrelse nu engang forudsætter en vis form for fælles styring. Det skete ikke. I stedet valgte regeringen først at knæle ved decentraliseringsalteret og bekende sig til den hellige, almindelige nærdemokratireligion. For derefter at trække noget i den modsatte retning. Nogle vil kalde det kætteri og løftebrud. Andre vil bare være lettede.