SOM EN af de tusindvis af ukrainere, der på tredje dag trodser kuldegraderne i hovedstaden Kijev for at kræve deres demokratiske ret, udtrykte det: Ukraine har lige nu den bedste chance i 300 år for for alvor at blive et frit og uafhængigt land. De etablerede magthaveres forsøg på at stjæle valget har fremprovokeret en situation, der kan indhente det politiske efterslæb i forhold til nabolandene, der har plaget landet siden den formelle uafhængighed i 1991. AT MAGTHAVERNE har forsøgt at stjæle sig til en valgsejr, kan der ikke være tvivl om. Observatører fra EU, OSCE og USA har opregnet stribevis af grove krænkelser. Alene den kendsgerning, at myndighederne på selve valgdagen tilførte valglisterne nye 'vælgere' svarende til fem procent af de valgberettigede, gør det officielle resultat meningsløst. Samtidig viser seriøse meningsmålinger, at oppositionslederen Viktor Jusjtjenko vandt stort. Fratrukket alle fuptal tyder alt samtidig på, at ukrainerne har stemt i meget stort antal. Med en skønnet valgdeltagelse tæt på 80 procent, har de gjort den udbredte politiske passivitet i hele regionen til skamme. SELV OM UKRAINE med 48 millioner indbyggere og et areal på størrelse med Frankrig er et af Europas største lande, kan man ikke påstå, at det hidtil har fyldt meget i vores bevidsthed. I 1990'erne formåede skiftende magthavere ikke at bryde modstanden imod reformer, samtidig med at landet trods alt undgik et fuldt udviklet autoritært styre som i Hviderusland. Men korruptionsskandaler og politisk magtmisbrug har det desværre ikke skortet på. Det politiske opbrud i landet kommer på et tidspunkt, hvor landets relative usynlighed under alle omstændigheder stod for at blive brudt. EU er nu nabo til Ukraine, og i de nye EU-lande med Polen i spidsen er man naturligvis intenst optaget af forholdet til den store nabo. Takket være NATO- og EU-medlemskabet tør både centraleuropæere og baltere nu tale åbent om det russiske pres og det russiske problem, de selv er kommet fri af. Det er positivt, for så vidt som vores fælles udenrigspolitiske linje fremover vil blive præget af større viden, og større forståelse for Ukraines situation. Men det gør naturligvis ikke forholdet til Ukraines store nabo, Rusland, nemmere at håndtere. VIKTOR JUSJTJENKO er under valgkampen i de internationale medier blevet beskrevet som en vestvendt kandidat, mens den anden Viktor, ministerpræsident Janukovitj, der lige nu klynger sig til magten, betragtes som russiskvenlig. De geografiske etiketter er velanbragte, for så vidt som Jusjtjenko står stærkest i den vestlige del af landet, hvor de 'rigtige' ukrainere bor, mens Janukovitj har sine støtter i den østlige del, hvor det russisktalende mindretal er koncentreret. Men det er ikke i Ukraines interesse at gøre sig ensidigt afhængigt af hverken EU eller Rusland. Et godt forhold til begge parter er tværtimod en vigtig forudsætning for de reformer, og de økonomiske fremskridt, som korrupte klikers greb om magten hidtil har bremset. SELV OM et øst-vest-opgør hverken er ønskeligt, nødvendigt eller uundgåeligt, må man desværre sige, at de seneste dages udvikling har gjort det mere sandsynligt. Præsident Putin valgte at lykønske den siddende regeringschef, før der overhovedet forelå et resultat, og helt uden hensyn til de internationale valgobservatørers veldokumenterede påstande om massiv valgfusk. Putin kalder nu i næsten sovjetisk stil omverdenens interesse for ukrainsk demokrati for utidig indblanding. Omvendt har hverken EU eller USA villet anerkende valget, men truer tværtimod med sanktioner, hvis ikke oppositionen får en fair behandling. VIKTOR JUSJTJENKO, der som økonom og tidligere centralbankdirektør langtfra er nogen revolutionær type, satte i går aftes situationen på spidsen ved at erklære sig selv for præsident. Situationen ligner en fløjlsrevolution, men kan også udarte til kaos og i værste fald borgerkrigslignende konfrontationer. Jusjtjenko føler sig tydeligvis sikker på at have massiv folkelig opbakning. Men myndighederne kan støtte sig ikke bare til de russisktalende minearbejdere i øst, men også til Kremls opbakning. At ukrainsk politik også kan være brutal, er Jusjtjenkos eget ansigt en konstant påmindelse om: Han er vansiret af konsekvenserne af et giftangreb, som han har anklaget myndighederne for at stå bag. Og mord på politiske modstandere er desværre heller ikke uden fortilfælde i Ukraine. Forhåbentlig får folkets flertal lov til at bestemme, om nødvendigt efter nedkøling og helt eller delvis omvalg. UANSET OM udfaldet bliver autoritært eller demokratisk sætter dramaet i Kijev et andet og større spørgsmål på dagsordenen: USA og EU har hidtil insisteret på, at Putins Rusland er en partner, ikke en modstander. For Ruslands vedkommende er linjen naturligvis rigtig. Men det er svært at se, at den hidtidige vestlige tillid til præsident Putin kan opretholdes, når han så åbenlyst også i udenrigspolitikken sætter egne magtinteresser højere end respekt for demokratiet. Det er glædeligt, at EU og USA har vist mod til at støtte det folkelige opbrud i Ukraine. Men hvad vil de stille op med Putins Rusland?