HVIS DET ikke var alvor, ville der være noget komisk over, hvordan verden venter med tilbageholdt åndedræt og forsøger at se tegn på nye toner i nyhederne fra Washington. Kampene i Irak tales der ikke meget om, formentlig fordi ingen kan finde på noget konstruktivt at sige. Men på to andre punkter er der store forventninger til, at Bush i sin anden periode vil gøre, hvad han ikke gjorde i sin første: 1) lytte til sine allierede, og 2) skabe fremdrift i fredsprocessen mellem Israel og Palæstina. Optimisterne nåede at håbe, at den tilforladelige Colin Powell ville fortsætte som udenrigsminister i det mindste i en periode. Da han i går blev erstattet med Condoleezza Rice, valgte de at glæde sig over, at hun i det mindste har præsidentens tillid. Måske vil han lytte til hende, når hun får opgaven som udenrigsminister at afrapportere omverdenens frustration over amerikansk enegang. Der er foreløbig intet, der tyder på, at George W. Bush vil være mere blød og lyttende fremover, end han har været hidtil. Hans ny udenrigsminister er hans gamle sikkerhedsrådgiver, og hans ny justitsminister er hans hidtidige juridiske toprådgiver i Det Hvide Hus, Alberto Gonzales. Den ny regering kommer næppe til at rumme nye politiske kræfter. I stedet vil præsidenten i endnu højere grad lytte til dem, han har lært at stole på i sin første valgperiode. INDTIL DET modsatte er bevist, må man antage, at de faktorer, der formede præsidentens første embedsperiode, også vil forme hans anden. Det betyder, at det er den amerikanske offentlighed, der stod bag hans genvalg, der betyder noget for Bush - ikke den internationale. Det betyder, at 'krigen mod terror' mere end nogensinde vil være styrende for hans udenrigspolitik. Det betyder, at USA's egne interesser, eller rettere præsidentens her og nu-udlægning af dem, vil betyde langt mere end internationale hensyn og forestillinger om en international orden. Samtidig vil Bushs klare genvalg forstærke præsidentens tilbøjelighed til ikke at skifte mening, men tværtimod stå fast. Præsidentens indenrigspolitiske dagsorden rummer heller ingen nyheder: Skattelettelserne til de rige skal gøres permanente, og der skal flere til. Samtidig skal det sociale sikkerhedssystem for amerikanske lønmodtagere individualiseres og privatiseres. I stedet for ønsketænkning om nye grundholdninger og ny lydhørhed burde Europa og resten af verden snarere koncentrere sig om, hvad vi selv kan bidrage med af indsigt eller af løsninger, af medspil og modspil. Blot at håbe på mirakler i Washington er ikke nogen udenrigspolitik.