DANMARK ER kendt som et af de steder i Europa, hvorfra der udgår mest nazistisk post, spækket med antisemitiske og løgnagtige tekster. Ikke fordi vi har særlig mange nazister herhjemme - tværtimod - men fordi vi ikke har tradition for og regelgrundlag til at gribe ind over for denne type udsagn. Selv om der falder flere og flere domme for racisme herhjemme - de fleste af dem mod aktive medlemmer af Dansk Folkeparti - har vi meget vide grænser for ytringsfriheden. Vores tradition for tolerance afspejler, at vi ikke tror på, at forbud virker - eller for alvorlig er nødvendige. Spørgsmålet er imidlertid, om dette gode gamle danske standpunkt kan stå distancen, konfronteret med en ny tids udfordringer. DE FLESTE var vist glade for, at de islamistiske ekstremister i Hizb-ut-Tahrir kunne dømmes, efter at de havde udsendt løbesedler, der opfordrede til mord på danske jøder. Men da deres mordtrusler ikke forekom anklagemyndigheden konkrete nok, var det faktisk efter den såkaldte racismeparagraf, de blev dømt. Hvis man i fremtiden skal skride ind over for yderligtgående imamer, der måtte prædike hellig krig for deres menighed, er det formentlig også den, man skal have fat i. Havde det stået til Dansk Folkeparti og enkelte sympatisører i regeringspartierne, havde den paragraf imidlertid for længst været afskaffet. DF's ønske om selv at kunne hetze uhæmmet mod minoriteterne herhjemme har gjort partiets talsmænd til mangeårige modstandere af loven. FORFATTEREN Elsa Gress sagde engang, »at danskerne tror, at de er så tolerante. Men sandheden er, at de bare er ligeglade«. I takt med at der dukker udfordringer op, som vi ikke kan være ligeglade med, bliver behovet for at sætte grænser for ytringsfriheden, eller i det mindste at lade misbrug af den få konsekvenser, mere påtrængende. Eksemplet med islamistiske imamer er allerede aktuelt i både Frankrig og Holland. I denne uge stemplede den belgiske højesteret det fremmedfjendske parti Vlaams Blok som racistisk. Partiet har i den flamsktalende del af Belgien fået tæt på en fjerdedel af stemmerne. Det er næppe en løsning, vi ville skride til herhjemme. Jura og sanktioner er ikke løsningen på alt. Men at ord kan slå ihjel, behøver vi desværre ikke at kigge langt uden for vores gadedør for at konstatere. Det eneste sikre er, at der ingen nemme svar er på det dilemma. I mellemtiden er det ikke forbudt at tænke sig om, før man åbner munden.