STORE BOLIGBLOKKE stod i går aftes i flammer, efter at USA havde indledt et storstilet angreb på den irakiske by Fallujah. Byen har normalt 300.000 indbyggere, og selv om størstedelen af befolkningen er flygtet, kan der ikke være tvivl om, at nedkæmpelsen af de 3.000 bevæbnede oprørere, som USA vil til livs, vil koste et stort antal civile livet. Vi hører til daglig mest om ofre for bombeattentater, om gidsler og om de amerikanske tab. Men hvor disse trods alt stadig tælles i hundreder, så er der et andet antal, der længe har skullet tælles i tusinder: Det er de civile irakere, mænd, kvinder og børn, der er dræbt som følge af koalitionens brug af kampfly, artilleri og massiv ildkraft mod terrorister og oprørere. FN's generalsekretær, Kofi Annan, har advaret mod det angreb på Fallujah, der nu gennemføres. At USA kan vinde en militær sejr giver sig selv. Det har man vist i andre byer som for eksempel Samarra. Men disse sejre har ikke ført til ro og orden - ikke engang lokalt. Det er tvivlsomt, om indmarchen i Fallujah vil gøre det. Samtidig er påstanden om, at det - bortset fra en håndfuld brændpunkter - generelt går fremad i Irak, nu officielt dementeret med beslutningen om at indføre undtagelsestilstand i det meste af landet. MENINGEN MED den massive magtanvendelse er at stabilisere landet forud for det planlagte valg. Efter den nuværende nødretstilstand på 60 dage vil der være tre uger tilbage til valgdatoen i januar. USA's genvalgte præsident og hans generaler tror mere end nogensinde, at der kan skabes stabilitet og demokrati i Irak med militære midler. Det er ikke sket endnu, og fremtiden er usikker. Hvad der ikke er usikkert er, at metoden allerede har kostet i titusindvis af uskyldige menneskers liv. Den vil med sikkerhed koste flere i de kommende dage, uger og måneder. Det er et uhyggeligt stort ansvar, USA, Storbritannien og Danmark sammen med en gruppe ligesindede lande har påtaget sig i Irak. At dræbe uskyldige i et sådant omfang, ikke i selvforsvar, ikke for at redde uskyldige ud af deres bødlers arme, men med henvisning til et politisk mål, der ligger ude i fremtiden, er helt uden fortilfælde i det danske demokratis historie. At oppositionens leder, Mogens Lykketoft, støtter Kofi Annans mere forsigtige linje, er på den baggrund ikke bare forståeligt. Som symptom på at situationens alvor så småt er ved at gå op for vore ledende politikere, er det en velkommen udvikling.