KAN DET IKKE være lige meget, om en morderisk fanatiker hylder Allah, Kristus eller Adolf Hitler? Svaret giver sig selv. Det afgørende er naturligvis den afskyvækkende handling. Tirsdag morgen blev den 47-årige hollandske filminstruktør og samfundsdebattør Theo van Gogh myrdet på åben gade i Amsterdam af en ung muslimsk mand af nordafrikansk oprindelse. Motivet til det brutale drab er angiveligt van Goghs kontroversielle novellefilm 'Submission', der skildrer vold og seksuelle krænkelser blandt muslimer. Det var åbenbart mere, end den unge mand kunne håndtere, og han valgte derfor den løsning, fanatikere foretrækker: at likvidere den, de anser for at være problemet. For to år siden gjorde en anden hollænder noget tilsvarende, da han skød og dræbte den omstridte højrefløjspolitiker Pim Fortuyn. Dengang var det en miljøaktivist med kristne rødder; forleden en religiøs aktivist med islam som sin tro. Når det kan ske i Holland - landet, der traditionelt har været præget af tolerance over for forfulgte mindretal og politisk pluralisme - kan det ske hvor som helst. DÉR HVOR fanatismen stikker sit hæslige fjæs frem, skal den bekæmpes gennem bedre argumenter, bedre religion, bedre politik og bedre overvågning. Det kræver engagement fra alle sider. I forhold til de muslimske medborgere i vores land, og for den sags skyld på europæisk plan, er det nødvendigt - fortsat - at skærpe opmærksomheden imod de yderliggående kræfter. Vi har ikke brug for hadprædikanter og tikkende menneskebomber. For at modvirke disse negative tendenser må vi som samfund være hudløst ærlige i vores undsigelse af de kræfter, hvor end de måtte komme fra og hvilket politisk eller religiøst trosforhold de i øvrigt måtte bekende sig til, som lader vold og trusler om vold tale for sig. Kampen står ikke mellem muslimer og kristne, men mellem fanatikere og moderate, mellem hadopviglerne og dem, der foretrækker et åbent og frit samfund. Som den hollandske sociolog Paul Scheffer gjorde opmærksom på i herværende avis for et par dage siden, handler det ikke om kollektiv skyld, men derimod om kollektivt ansvar. Kritik og selvkritik - i en nogenlunde fordragelig tone - er blandt midlerne.