I EN hverdag præget af langsomme og komplicerede forhandlinger, grå kompromiser og begrænset politisk vilje til at se helheden for bar særinteresser, glemmes det tit, hvad EU dybest set er: Fællesskabet er et politisk eksperiment, der går ud på at afprøve, om nationalstater kan samarbejde på demokratiske præmisser og dermed løse de mange problemer, som de hver især står mere eller mindre magtesløse over for. Om eksperimentet lykkes, er derfor afgørende ikke bare for Europas, men for hele klodens langsigtede fremtid. Kan vi i den verdensdel, hvor de fleste højtudviklede demokratier er samlet, ikke finde ud af det, er det tvivlsomt, om andre kan. Spændingen mellem tilbageslagene og frustrationerne undervejs på den ene side og projektets grundlæggende nødvendighed på den anden er på mange måder den centrale politiske spænding i vor tid. SAMTIDIG ER EU et politisk eksperiment uden facitliste. Der findes ingen fortilfælde og ingen modeller. Men at unionen på sin egen måde skal kunne leve op til de basale krav, vi stiller til de nationale demokratier, er indlysende. Skal europæerne have tillid til den fælles magtudøvelse, som EU indebærer, så må europæerne have en direkte oplevelse af, at samarbejdet er under demokratisk kontrol. Her er det ikke nok, at staterne og regeringerne er glade for EU. Det er i lyset af den udfordring, at begivenhederne i går i Strasbourg er en positiv milepæl. Det er i sig selv en gevinst, at en åbenlyst reaktionær italiener Rocco Buttiglione nu med sikkerhed ikke får ansvaret for menneskerettigheder og retsudvikling i EU. Det er også sandsynligt, at resultatet i den sidste ende bliver en styrket Barroso-kommission, der med et stærkt parlamentarisk mandat bedre vil kunne hævde helhedens interesse i samspillet med de mere egoistiske politikere i ministerrådene. LANGT VIGTIGERE er det, at det direkte folkevalgte element i EU har turdet bruge sin magt. Det var ikke bare konkret velbegrundet - Buttiglione er langt ude også en fordel for de fleste af dem, der støttede ham af hensyn til Barroso - det viser også de europæiske offentligheder, at kommissionen står til ansvar. Ikke bare i tilfælde af fejl eller skandaler, men for sit politiske værdigrundlag. Når enkelte forvirrede, parlamentarikere fra V og K taler om »krise« og gevinster for EU-skeptikere, tager de fundamentalt fejl. Gennembruddet i går var et markant skridt fremad på vej mod et gennemskueligt europæisk demokrati af nationalstater. Eksperimentet lever og har det godt.