FOR FØRSTE gang nogensinde har Europaparlamentet afvist en kandidat til EU-kommissionen. Retsudvalget valgte mandag at vende tommelfingeren nedad over for den italienske retskommissærkandidat Rocco Buttiglione - også kendt som en af pave Johannes Paul II's nære venner. Den 56-årige Buttiglione er så konservativ, at det gør noget. Han er tilhænger af blandt andet at deportere bådflygtninge væk fra de italienske kyster, og han støtter forslagene om at sende asylansøgere direkte til EU-lejre i Nordafrika. Mest furore har hans reaktionære udtalelse om, at »homoseksualitet er en synd«, dog skabt i Bruxelles. Ingen kan derfor fortænke europaparlamentarikere i at forholde sig mere end almindeligt kritisk til Berlusconis bud på en ny retskommissær. Med stemmerne 26 mod 25 blev Buttiglione derfor nedstemt i retsudvalget. Det er mildest talt svært at se en mand med hans holdninger få ansvaret for retssikkerheden i Europa. At betragte homoseksualitet som en synd hører ikke det 21. århundrede til. Rocco Buttiglione repræsenterer således en politisk åndsformørkelse. RETSUDVALGETS afvisning vil dog næppe få nogen konsekvenser. Europaparlamentet kan nemlig kun afvise EU-kommissionen kollektivt. Og dét venter ingen, vil ske. Spørgsmålet er også, om Buttigliones bagstræberiske holdninger reelt bør diskvalificere ham som kandidat til posten som ny EU-retskommissær. Man kan desværre ikke komme uden om, at millioner af vælgere i Europa er enige med ham - ikke mindst i spørgsmålet om at negligere asylansøgeres basale rettigheder. Disse holdninger bør ikke bekæmpes med hverken berufsverbot eller vetoer: Reaktionære holdninger skal i stedet bekæmpes i åben, demokratisk debat. DEN NYE kommission afspejler heldigvis også mange andre holdninger end dem, Rocco Buttiglione står for. Den britiske handelskommissærkandidat Peter Mandelsons erklærede homoseksualitet er således blot én garanti for, at EU-kommissionen som helhed næppe vil optræde som et nyt pavedømme. Ambitionen bør altid være, at EU-kommissionen repræsenterer en naturlig holdningsspredning - som den lidt besynderlige transnationale-men-ikke-helt-overnationale konstruktion, EU-kommissionen nu engang er. Forløbet viser samtidig, at Europaparlamentet er ved at få mere selvtillid i magtkampen med kommissionen. Og dét er sundt. Demokratiseringen af EU kan måles på, hvor aktivt Europaparlamentet optræder. Kommissærerne bør hele tiden holdes i skak og udfordres på deres handlinger - men ikke nødvendigvis lyses i band alene på baggrund af deres holdninger.