DET KONGELIGE TEATER optrådte både udendørs og indendørs forgangne uge. Ude i den fri luft blev første spadestik taget til det nye skuespilhus, som skal stå færdigt om 3 år. Inde i Turbinehallerne var der premiere på forestillingen 'Mefisto', som fik anmelderne til at kalde en spade for en spade og 'længes efter udgangen'. Publikum nøjedes ikke med at længes - de skred bare. Der er jo altid en grænse for, hvor meget man gider kede sig for sine egne penge. Og svenskeren Anders Paulins 'Mefisto' var langt hinsides denne grænse, akkurat ligesom hans iscenesættelse af Shakespeares 'Skærsommernatsdrøm' var sidste år. Men de to forestillinger er langtfra enestående: Det Kongelige Teater har præsteret den ene dundrende fiasko efter den anden de senere år. Skuespillet på Kongens Nytorv og omegn er i krise. Ugens sammenfald af den udendørs og den indendørs begivenhed siger noget om krisens omfang. Til september 2007 står man med et nyt skuespilhus foruden det gamle på Kongens Nytorv - men man aner ikke, hvad man skal fylde i de fine huse. En dramatisk anden situation end den, der gør sig gældende skråt overfor ved havnefronten, hvor Mærsk-operaen netop nu indtages af en Kongelig Opera i topform og i kontakt både med sig selv og med et stort publikum. Skuespillet på Det Kongelige Teater kender hverken sig selv eller sit publikum. Man er uden egentlig fornemmelse for, hvad der adskiller 'Det Kongelige Teater' fra alt andet teater, og man svinger som et neurotisk pendul mellem de skrækkeligste former for Gongeligt Duarder med store damer i fri dressur og så det stik modsatte, en form for alt-for-sen-modernistisk baggårdsteater, som det allerkongeligste dramaturgiat vistnok finder vældig farligt og eksperimenterende. Men som publikum bare forlader i pausen. DET KONGELIGE TEATER bliver nødt til at tage sin skæbne på sig. Det er et stort teater, ikke en gadetrup; det er landets fineste og dyreste teater, ikke en skolescene; det må nødvendigvis have alle store kulturinstitutioners ambition: at bringe så høj kvalitet som muligt ud til så mange som muligt. Man må frigøre sig fra den narcissistiske tvangstanke, at bare en forestilling er en lidelse for skuespillere og kritikere og ikke har noget publikum, så er det rigtig høj kvalitet. Ligesom man, omvendt, ikke behøver føle sig forpligtet til med mellemrum at være mere kongelig end kongen og spille borgerligt kedsomheds- og kukkasseteater, så strømperne løber. Der findes faktisk andre muligheder, men de udnyttes desværre for tiden alle andre steder end på Det Kongelige.