DET VAREDE meget længe under åbningstalen i går, før man kunne høre, at statsministeren ikke er socialdemokrat. Ja, faktisk er spørgsmålet, om det nogensinde skete. Anders Fogh Rasmussen (V) er en lidt mere professionel taler, men teksten kunne være skrevet til Poul Nyrup Rasmussen (S). Rasmussen begyndte med at glæde sig over den økonomiske situation for derefter at prale med det stigende offentlige forbrug og de stadig flere offentligt ansatte. Ikke et ord om nedskæringer eller nye skattelettelser. Men mange forsikringer om mere tryghed - også i ansættelsen, ikke mindst for de offentligt ansatte i kommunerne. Alt i alt var talen kemisk renset for liberale eller borgerlige initiativer af nogen art. Og noget oplæg til værdi- eller kulturkamp var der bestemt heller ikke tale om. SKAL MAN tage statsministeren på ordet, står der alene velfærd og tryghed på regeringens dagsorden. Traditionen tro blev opremsningen af alle de kommende gode gerninger en anelse katalogpræget. Der fulgte langtfra troværdig finansiering med alle løfterne. Alligevel var prioriteringen klar. Det er først og fremmest uddannelse, fra folkeskole over efteruddannelse og omskoling til forskning, der skal være regeringens mærkesag. Her er det svært at være andet end tilfreds med retningen: Der er brug for bedre undervisningsmateriale og fornyelse i folkeskolen. Der er - som Anders Fogh Rasmussen sagde - brug for et endnu bedre indhold i undervisningen. Statsministeren nævnte ikke den skandale, der består i, at op mod en femtedel af eleverne forlader grundskolen som funktionelle analfabeter. Men med vægt på faglighed og måling af resultaterne sætter han en anden og rigtig kurs. Regeringen har samtidig besluttet at matche Socialdemokraterne, når det gælder investeringer og initiativer i det videnssamfund, der skal sikre Danmark velstand i en globaliseret økonomi. Det var ikke uden ironi, at flere tusinde uddannelsessøgende demonstrerede foran Christiansborg i går. Hvad signalgivning angår, var det en åben dør, de sparkede ind. ÅBNINGSTALEN VAR et gensyn med den Anders Fogh Rasmussen, der vandt sidste valg på løfter om at være velfærdens garant, og med stærke signaler om at samarbejde bredt hen over midten. I praksis er det som bekendt gået anderledes. Dansk Folkeparti har leveret flertallet og sat fingeraftryk i form af både kortsigtede vælgergaver og inhuman udlændingepolitik, fingeraftryk, der har lagt gift for samarbejdet. Der blev spekuleret meget i valg op til åbningstalen. Men efter Anders Foghs tale er der én ting, der står fast: Et valg i de nærmeste uger og måneder må være helt og aldeles udelukket. Adskillige af regeringens nye løfter og initiativer skal først udmøntes og konkretiseres til foråret. Et hurtigt valg ville derfor udstille åbningstalen som ren demagogi og uforpligtende vælgerforførelse. Hvis statsministeren har nogen troværdighed tilbage, bør åbningstalen derfor få valgrygterne til at forstumme. Lad os nu se, om det sker. PÅ TO punkter er Anders Fogh Rasmussen en virkelighedsfornægter af de slemme. Når han fastholder, at 24-års reglen er i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen, udtaler han sig i strid med sandheden. Strammerkursen kan - som statsministeren også gjorde - forsvares med, at han ønsker at slippe færrest muligt mennesker ind i landet. Men at hævde at den er forenelig med menneskerettighederne er groft hykleri. Tilsvarende med Irak: Her begrunder regeringen den fortsatte danske deltagelse i besættelsen af Irak med udsigten til demokrati. Men bringer koalitionens indsats rent faktisk irakerne tættere på en sådan fremtid? Er det virkelig stabilitet, der opbygges, når amerikanske jagerfly i forgårs bombede et af Bagdads store slumkvarterer? Det spørgsmål blev ikke så meget som strejfet i en tale, der var lige så uangribelig i de store linjer, som den var overfladisk i sit konkrete, udenrigspolitiske indhold. DEN KYNISKE vinkel på åbningstalen er, at statsministeren gerne vil genvælges, og at en succesrig valgkamp skal forberedes gennem midtsøgende og tilforladelige signaler, der gentages over flere måneder. En mere venlig fortolkning vil være, at regeringschefen sukker efter nye flertalsmuligheder efter et valg - en styrket politisk midte, der kan mindske afhængigheden af det alt andet end reformorienterede Dansk Folkeparti. Hvis det sidste er tilfældet, gør han formentlig regning uden vært. Marianne Jelved (R) er lige så lidt tilbøjelig til at ønske Anders Fogh en ny regeringsperiode som Mogens Lykketoft (S). Oppositionens uforsonlighed er forståelig. Mogens Lykketoft slog straks efter åbningstalen fast, at der er uoverensstemmelse mellem regeringens fremadrettede ord og dens allerede gennemførte handlinger. Men pointen understreger kun, hvor svært det er for Lykketoft at være uenig med det, statsministeren sagde fra talerstolen. På godt og ondt var Anders Fogh Rasmussens vigtigste budskab til de kommende vælgere umisforståeligt: Når I allerede har så tilforladeligt socialdemokratisk en statsminister, hvorfor så stemme på en anden, der oven i købet er noget så umoderne som medlem af partiet?