DEN DANSKE folkekirke har efterhånden mistet ethvert tag i befolkningen. Kun et meget lille mindretal af vælgerne ventes at stemme til de forestående menighedsrådsvalg. Det skyldes først og fremmest, at menighedsrådene har mere end almindeligt svært ved at mønstre egnede kandidater, som er i stand til at skabe offentlig debat: Omkring 85 procent af sognene kan end ikke afholde egentlige kampvalg, da de kun lige netop kan mobilisere det antal menighedsrådsmedlemmer, der er brug for. Omtrent 10 procent af landets sogne kan slet ikke finde tilstrækkeligt med kandidater til menighedsrådet. I praksis er det folkekirkelige demokrati derfor ikkeeksisterende. Langt de fleste steder er der tale om selvsupplerende organer, der i et sindrigt spil af vennetjenester og uhellige alliancer forsøger at forvalte de mange millioner, som danske skatteydere i almindelighed og medlemmer af folkekirken i særdeleshed hvert år betaler til folkekirken - blandt andet som en konsekvens af grundlovens kontroversielle paragraf 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten«. Uanset graden af folkelig deltagelse i folkekirken er sammenblandingen af stat og kirke fundamentalt problematisk. Problemerne forstærkes yderligere af den faldende, folkelige forankring. UDVIKLINGEN er dog forventelig. Som så mange andre gamle institutioner opfattes folkekirken ikke længere som en naturlig del af hverdagen for flertallet af danskerne. Siden 1990 er antallet af medlemmer i folkekirken faldet med 5,7 procent. Sognegrænserne virker for de fleste i dag mindst lige så virtuelle som de snart fortidige amtsgrænser. Vælgernes manglende engagement er derfor ganske logisk. På længere sigt vil folkekirken formentlig blive sat tilbage til den situation, som den daværende kirkeminister J.C. Christensen (V), advarede imod, da han fremlagde menighedsrådsloven i 1903: »Hvis Folkekirkens medlemmer ikke faar Del i Styrelsen af Folkekirkens Anliggender, medens Borgerne her i Landet i øvrigt har Del i Styrelsen af alle andre anliggender i Landet, Skolevæsen, Fattigvæsen, Vejvæsen, o.s.v., vil denne Tilstand medføre, at Folkekirkens Medlemmer vil føle sig mere og mere fremmede overfor Kirkens Sager, og saaledes vil der desværre skabes alt for god Grobund for en kirkeligtfjendtlig Agitation«. I givet fald har menighedsrådsmedlemmerne kun sig selv at takke.