BALLADEN forud for Europaparlamentets godkendelse af de nye EU-kommissærer om blot fem dage viser med al ønskelig tydelighed, at nogle helt nye standarder for EU-kommissionens politiske uafhængighed er ved at blive knæsat. Ingen sætter længere spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU-kommissærer bør kunne pleje flere interesser i en given sag - og slet ikke privatøkonomiske interesser. Hvor underligt det end kan lyde, så er dét faktisk et historisk brud. Tidligere har eksempelvis den tyske kommissær Martin Bangemann arbejdet for teleselskabet Telefonica, mens han havde ansvar for telekommunikation. Han blev ganske vist kritiseret voldsomt efterfølgende, men han gjorde det ikke desto mindre i første omgang. Det kommissær-tjek, som lige nu foregår i stort set alle EU-lande, er derfor tiltrængt. Ikke mindst i de tilfælde, hvor kommissærerne har dobbeltroller - som tilfældet er med den danske kommissærkandidat Mariann Fischer Boel (V). Hun er på den ene side gårdejer og modtager af EU-støtte i millionklassen og på den anden side kommende landbrugskommissær. GRANSKNINGEN af Fischer Boels mulige interessekonflikter tyder foreløbig ikke på, at hun formelt set har habilitetsproblemer. Den EU-støttede gård på Fyn forvaltes nemlig af Hans Fischer Boel - kommissærens ægtemand. Processen har imidlertid været så gedulgt og rodet, at såvel Mariann Fischer Boel som det danske Statsministerium står tilbage med et gevaldigt troværdighedsproblem. Statsministeriets forsøg på at blande sig i den uafhængige revisorerklæring har været aldeles utidigt og principielt anløbent, og Fischer Boels tavshed om egne aktiviteter i Rusland har samtidig skabt tvivl om hendes sandfærdighed. SAGEN OM den hollandske kandidat til konkurrencekommissær-posten, Neelie Kroes, viser dog, at der er forskel på at sætte grænser for interessekonflikter og så slet ikke at måtte varetage nogens interesser. Den 63-årige forretningskvinde, der tidligere har haft topposter i en række europæiske virksomheder, blev således først af kommissionens egne jurister betegnet som inhabil i konkurrencesager mod virksomheder, hun selv har været involveret i. Som konsekvens heraf har Neelie Kroes netop fremlagt en erklæring, hvor hun lover aldrig mere at vende tilbage til erhvervslivet. Spørgsmålet er dog, om Kroes' fremgangsmåde ikke er at gå for langt. Det bør ikke i sig selv være et problem, at kommissærer har faglig indsigt i de områder, de forvalter. Det afgørende er, at ingen er i tvivl om, at kommissærerne kun varetager borgernes interesser.