HVIDERUSLAND er i dag emne for en konference i København, som Politiken er medarrangør af, i lyset af at landet i næste måned går til parlamentsvalg i stor international isolation. Indenrigspolitisk er situationen ændret siden sidste valg, som oppositionen boykottede, mens de fleste oppositionspartier nu stiller op. Hviderusland er isoleret af Aleksandr Lukasjenko, kaldet den sidste diktator i Europa. Den tidligere leder af en kolkhos, landbrugskollektiv i sovjettiden, har søgt at fastholde en sovjetlignende økonomi, siden han kom til magten for ti år siden. Rusland ønsker af strategiske grunde genforening med det slaviske broderland, og flere aftaler herom er indgået. Men det går i sneglefart at realisere aftalerne, for Rusland vil ikke betale for landets manglende økonomiske reformer. Desuden opfører Lukasjenko sig, som om Rusland skal lægges ind under hans land - ikke omvendt, som Kreml ønsker. Nu søger diktatoren i Minsk at slå politisk mønt af den eskalerede terrortrussel imod russerne. I kølvandet på Beslantragedien har han bebudet folkeafstemning om ændring af forfatningen, så han kan få en tredje femårsperiode som præsident. LUKASJENKOS største fortjeneste er sikkerhed, ifølge ham selv. »I mine ti år er ikke en eneste hviderusser blevet offer for terror. I kan ved folkeafstemningen stemme for jeres lands sikkerhed«, siger han til sit folk. Han siger også, at »fremmede lejesvende« søger at undergrave den ø af relativ stabilitet, som han unægtelig har sikret med barsk undertrykkelse. Terrorangst og fremmedhad er den cocktail, som han vil vinde parlamentsvalg og folkeafstemning på, og han har stadig opbakning fra landets mange sovjetnostalgikere. Selv om der ikke er udsigt til et frit og fair parlamentsvalg, er det fint, at oppositionspartier stiller op. Det kan bidrage til at mobilisere Lukasjenkos øgede antal af modstandere, hvoraf de fleste hidtil har udgjort en passiv opposition. Som en hviderussisk kommentator siger til dagens avis, er landet svangert med ændringer, men det kan blive en meget langvarig graviditet. EU kan hjælpe med at fremskynde fødslen. EU besluttede i 1997, at Lukasjenko må liberalisere sit styre radikalt, før der kan drøftes genoptagelse af relationerne, men afslørede ikke, om det var parat til at bruge stokke og i givet fald hvilke. Hviderusland har lært at leve i isolation, men udsættes heller ikke for pres eller nævneværdig interesse. Det er på tide, at EU erkender, at Hviderusland med udvidelsen østover er et europæisk grænseland, som kræver langt større engagement end hidtil.