AT CHRISTIAN IV regerede i Danmark (og Norge) i årene 1588-1648, ved ethvert dansk barn og ungt menneske. Eller gør de nu også det? For hvad er meningen egentlig med det fortidige skolesystems golde terperi af mere eller mindre tilfældige historiske årstal? Bag dette tilsyneladende uskyldige spørgsmål viser det sig, at der raser en hel kulturkamp, og den drejer sig om selve undervisningens grundlag, dens mål og metode i den danske folkeskole og de danske gymnasier. Det er som et både fornuftigt og fremsynet kompromis i denne kulturkamp, man må betragte den gymnasiereform, som alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten netop er blevet enige om. I BESTÆBELSERNE på at finde den politiske fællesnævner har der især været heftig debat om udkastene til læreplaner for fagene dansk, historie og religion, da det i sagens natur selvfølgelig især er på disse områder, de forskellige samfunds- og kultursyn brydes. På en måde kunne det betragtes som en slags forspil til hele diskussionen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for et lille års tid siden i sin åbningstale slog til lyd for, at »en vis portion paratviden er nødvendigt«, og fulgte op med sine polemiske bemærkninger om, at indlæringen af faglige færdigheder i de seneste tre årtier er blevet nedvurderet til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: Hvad synes du selv? HELDIGVIS ER gymnasiereformen langtfra udtryk for en tilbagevenden til den sorte skoles nytteløse udenadslære. Men på den anden side er det prisværdigt, at man for eksempel i faget historie fremover vil lægge vægt på kronologi, overblik og sammenhæng, samt at man opererer med 23 veldefinerede emner - det såkaldte kernestof - som alle elever skal sikres kendskab til. For en anden præmis for historiefaget i gymnasiereformen er netop, at tilegnelsen af fortidens begivenheder skal relateres til eller tage udgangspunkt i elevernes egen nutid. Hermed synes der med forliget at være åbnet mulighed for en fremtidig undervisningssituation, der på en måde er hævet over særinteressernes politiske kamp, og som i stedet på en lovende facon forener det demokratiske og det praktiske: at den fungerer som almendannelse og sikrer, at det studieforberedende element er i orden.