DET ER ikke hver dag, at de radikale overhaler regeringen højre om, og da slet ikke når det gælder integration og indvandring. Det er ikke desto mindre, hvad vi nu ser. En af de mest markante af VK-regeringens mange stramninger bestod i, at man som indvandrer ikke længere kan modtage sociale ydelser i de første syv år, man er i Danmark. Den model overtrumfes i dagens avis af Elsebeth Gerner Nielsen (R), der foreslår, at indvandrere aldrig får den ret - men i stedet får mulighed for at optjene den. Forslaget rammer lige ned i det særlige danske problem, der består i, at forbindelsen mellem rettigheder og pligter i den danske velfærdsstat traditionelt har været kollektiv og solidarisk, ikke individuel og kontraktlig. Vi betaler alle sammen skat, og derfor har vi alle sammen krav på velfærd. Også de danskere, der aldrig kom ind på arbejdsmarkedet og derfor aldrig lagde skattekroner i kassen. Den tankegang gjorde længe, at en del indvandreres manglende beskæftigelse og træk på de offentlige kasser blev betragtet som et overgangsproblem, der måtte tåles i et rigt, solidarisk og generøst samfund. MAN KAN rolig sige, at så generøse og solidariske er vi danskere ikke længere. I sin yderste konsekvens er det da også sandt, at man ikke i et land med fem millioner indbyggere kan være solidarisk med alle uden nærmere afgrænsning. Men i stedet for at begynde at overveje, hvor gangbar vores sociale model er i en verden, der rummer både EU-medlemskab og indvandring, har vi - meget voldsomt under den nuværende regering - reageret på udfordringen med at forsøge at standse indvandringen samt fratage indvandrere så mange rettigheder som muligt. I den situation er det radikale alternativ værd at byde velkommen. Det er i hvert fald langt at foretrække frem for de benhårde familiesammenføringsregler og den stadig mere diskriminerende politik, vi nu oplever. Men det rejser store spørgsmål. Teknisk set fordi ordningen formentlig også vil ramme danskere, der vender tilbage fra længere udlandsophold - ligesom 7-års reglen gør det i dag. Mere overordnet fordi spørgsmålet naturligt melder sig, hvorfor mennesker, der blot har gjort sig den ulejlighed at blive født af danske forældre, i et sådant noget for noget-samfund, i al evighed skal have ret til at nyde uden at yde. Det er kort sagt en rigtig god idé, at de radikale lægger forslaget og spørgsmålet på Velfærdskommissionen bord. Det er i sammenhæng med en større drøftelse af velfærdsstatens fremtid, at ideen kan få den belysning, perspektiverne fortjener.