HOVEDNUMMERET på dagens møde mellem eurolandenes finansministre i hollandske Haag bliver diskussionen af EU's stabilitetspagt. Efter en turbulent periode skal finansministrene beslutte sig for pagtens fremtid. Udgangspunktet for drøftelserne er det forslag, kommissionen fremlagde i sidste uge. Her er hovedgrebet at lempe på de regler, der gælder for landenes budgetunderskud, og i stedet øge opmærksomheden på gælden. Landene skal eksempelvis have bedre mulighed for at rette op på deres økonomi, hvis de kommer i konflikt med reglen om, at budgetunderskuddet højst må udgøre 3 procent af BNP. Bliver forslaget gennemført, vil der gå væsentlig længere tid, før der falder bøder for budgetoverskridelser, ligesom det bliver lettere at få dispensation for reglerne. Kommissionens forslag afspejler virkeligheden. I øjeblikket overtræder mindst 6 af de 12 eurolande grænsen på 3 procent. Og blandt landene er der ringe lyst til at iværksætte de sanktioner, som de nuværende regler lægger op til. Med god grund. Det ville være tåbeligt at tvinge lande som Tyskland og Frankrig til at gennemføre store spareprogrammer, på et tidspunkt hvor europæisk økonomi har brug for en hjælpende hånd. KONSEKVENSEN af kommissionens forslag vil være så stor fleksibilitet, at man reelt kan undlade at iværksætte sanktioner. Det er godt; især hvis fortolkningen af reglerne er ens for alle og ikke favoriserer de mest magtfulde EU-lande. Det store spørgsmål er så, om øget fleksibilitet vil skabe øget ustabilitet, fordi nogle lande vil se stort på reglerne og operere med høje budgetunderskud. Svaret er nej. Den slags opførsel går kun ud over landet selv, da de andre eurolande ingen forpligtelser har over for landet. I EU-traktaterne er det slået helt fast, at medlemslandene ingen forpligtelse har til at hjælpe et land i økonomisk knibe. Det er landets eget problem, ligesom det er landets eget problem, at de internationale finansmarkeder vil straffe det ved at kræve højere renter, når landet vil låne penge. Bevares, en højere rente i et land kan selvfølgelig smitte af på andre lande. Men næppe i nævneværdigt omfang, hvis de andre lande da opfører sig fornuftigt. Den enkle pointe er altså, at der - uanset kommissionens lappeløsninger - ikke er behov for stabilitetspagten eller det politiske menageri omkring pagten, som har skadet EU's omdømme så voldsomt. Og så er der den sidegevinst, at en afskaffelse af pagten vil give euromodstanderne et argument mindre.