DEN STØRSTE fordel ved Socialdemokraternes forslag til finansloven for 2005 er, at de mange enkeltstående initiativer ville kunne gennemføres umiddelbart; uden større samfundsreformer i øvrigt. Socialdemokraterne ønsker lidt mere hist og endnu bedre pist. Og heri ligner Socialdemokraternes udspil VK-regeringens til forveksling. Hverken Venstre, de konservative eller Socialdemokraterne har i deres finanslovsudspil lanceret sammenhængende ideer, som rækker længere frem end den indeværende folketingssamling: ingen visioner, som i sig selv vil kunne begrunde, at den nuværende regering skal fortsætte i yderligere fire år eller som kan motivere, hvorfor Socialdemokraterne skulle komme til magten. Ikke dermed sagt, at finanslovsudspillene er ens i detaljerne. Naturligvis ikke. Socialdemokraterne vil således bruge mindst 10 procent flere penge på både forskning og miljøbeskyttelse. Og dét kan bestemt være tiltrængt. Regeringens finanslovsudspil er komplet ubrugeligt på disse områder. Problemet er blot, at mens regeringen kan nøjes med at køre butikken videre, er oppositionen nødt til at præsentere et klart, politisk alternativ. DET LAVE ambitionsniveau smitter af på troværdigheden: For hvordan kan Socialdemokraterne på én og samme tid hævde, at arbejdsløshed er et voksende og skelsættende samfundsproblem - og så kun afsætte 330 millioner nye kroner til en ny jobplan? Og hvordan kan man på én og samme tid være »stærkt foruroliget over drikkevandets udvikling« - og så kun afsætte 45 millioner kroner til renere vand? Problembeskrivelserne står ganske enkelt ikke mål med de konkrete initiativer. Ikke fordi problembeskrivelserne er forkerte, men fordi løsningerne virker utilstrækkelige og løsrevne fra den større sammenhæng, Socialdemokraterne tilsyneladende har så svært ved at forklare omverdenen. Det Radikale Venstre har allerede valgt at gå en anden vej: Deres finanslovsudspil opererer med en budgetplan, der rækker frem til 2015. Deres forskellige småinitiativer sættes dermed i et langsigtet perspektiv. Visionen ligger i forlængelse af Nyrup-regeringens 2010-plan, som VK-regeringen desværre har fraveget på flere centrale punkter, trods tilsagn om det modsatte. Skønt en opdateret 2015-plan næppe i sig selv vil kunne begejstre vælgerflertallet, bør Socialdemokraterne og de radikale snarest forsøge sig med fælles strategiplan, der rækker mindst to regeringsperioder frem i tiden. Dermed ville vælgerne få et klart alternativ at forholde sig til - og VK-regeringen ville få lidt tiltrængt modspil.