FRONTERNE i forhandlingerne om et nyt, nationalt EU-kompromis er ikke uventet trukket meget skarpt op. Det er derimod lidt mere overraskende, at SF har en principielt rigtig pointe: Den nye forfatningstraktat rummer en mekanisme, der løbende vil gøre det muligt for ministerrådet at lade enkelte områder - hvor der i første omgang gælder enstemmighed - overgå til flertalsafgørelser. Hvis samtlige 25 EU-medlemslande kan blive enige om at afgive vetoretten på disse områder, vil der altså kunne indføres flertalsafgørelser. Sandsynligheden for, at de enkelte lande afgiver vetoretten, er ganske vist lille - men den er trods alt til stede. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan Folketinget træffer beslutning om eventuelt at afskaffe vetoretten. SF har altså en pointe: Der er behov for at få afklaret - ikke mindst forud for folkeafstemningen næste år - hvordan regeringen fremover får mandat fra Folketinget i disse specielle sager om vetoret. SF's eget forslag til en ny procedure er til gengæld ubrugeligt: SF kræver, at et nyt nationalt EU-kompromis skal indeholde en klausul om, at Danmark kun må gå med til nye flertalsafgørelser, hvis alle forligspartier er enige. I realiteten ville dét betyde, at SF's hovedbestyrelse fremover ville kunne overtrumfe 25 enige europæiske regeringer. Og dét er naturligvis ikke demokratisk acceptabelt. Lige så principielt rigtig selve påpegningen af problemet er, lige så principielt forkert er SF's løsning: Selvfølgelig skal folkesocialisternes hovedbestyrelse ikke have forrang i forhold til 25 folkevalgte forsamlinger. Det bør være parlamenter - ikke partier - som træffer afgørelser i et demokrati. SPØRGSMÅLET er så: Hvordan kan der skabes en beslutningsproces, som på den ene side sikrer solid opbakning i Folketinget bag en eventuel dansk beslutning om at afgive vetoretten på disse få specifikke områder, og som på den anden side sikrer, at ét parti ikke kan få blokerende indflydelse? Svaret bør aldrig blive, at SF's hovedbestyrelse kan afgøre sagen ved håndsoprækning for lukkede døre. Men hvad så? En oplagt model kunne være, at regeringen fremlagde sådanne spørgsmål som beslutningsforslag i Folketinget - hvormed alle partier fik mulighed for at diskutere fordele og ulemper i offentligheden. Og at man dernæst indførte en regel om, at beslutningsforslagene skulle vedtages med et bestemt flertal - f.eks. to tredjedeles flertal i Folketinget. Derved ville man sikre, at et snævert flertal aldrig kunne give afkald på vetoretten - og at ét parti heller ikke kunne blokere for tid og evighed. Med lidt god vilje burde en sådan model faktisk kunne bygge bro mellem SF og de radikale.