RESPEKT! Ud fra en rent retorisk betragtning var det en flot tale, USA's præsident, republikaneren George W. Bush, leverede, da han natten til fredag markerede sin genopstilling ved præsidentvalget 2. november med sin store tale på sit partikonvent i New York. Det var en tale, hvor han forsøgte at underbygge indtrykket af sig selv som en handlingens mand, der har været nødt til at træffe svære beslutninger, men som er sig sit ansvar bevidst. Derfor har USA været i krig i både Afghanistan og Irak, og derfor har supermagten erklæret krig mod den internationale terrorisme, der rystede netop New York 11. september 2001. »En mand greb mig i armen og sagde: »Svigt mig ikke««, genkaldte præsidenten sig om en episode i dagene lige efter. Formålet for Bush og hans taleskrivere var at understøtte fremstillingen af den tidligere Texas-guvernør som en handlingens mand, vor tids ensomme cowboy, der er klar til at tage kampen op mod det onde, selv om han måske ikke altid formulerer sig lige elegant, og selv om folk undertiden morer sig over hans særlige 'Texas-gangart': »En ting, jeg har lært om præsidenthvervet, er, at hvad brister man end måtte have, så vil folk bide mærke i dem - og de styrker man har, dem får man brug for«, sagde præsidenten, som også skitserede sine visioner for såvel den indenrigs- som udenrigspolitiske dagsorden. DJÆVELEN ligger som bekendt ofte i detaljen, og her var Bush-talen ingen undtagelse. Der var generelt tale om flere politiske kasteller end troværdige budskaber. Præsidenten lovede således skabelse af flere arbejdspladser og bedre uddannelse, men skøjtede let hen over, at hans råderum er yderst begrænset af et svimlende statsunderskud, som i år ventes at komme op på 445 milliarder dollar. George W. Bush har i det hele taget, som det ellers konservative britiske tidsskrift The Economist påpegede for nylig, stået i spidsen for en politik, der har gjort forbundsregeringen endnu mere central end tidligere. Trods sit partis traditionelle minimalstatstankegang og ønske om at begrænse centralregeringens magt og indflydelse har George W. Bush i sin første embedsperiode forøget de føderale budgetter med 29 procent, eller med mere end tre gange så meget som i forgængeren Bill Clintons anden præsidentperiode. PÅ DEN MÅDE har han øget sine muligheder for at fremme en ofte religiøst baseret konservativ dagsorden i for eksempel uddannelsessystemet, hvor han snarere har stået for mere centralisering end det modsatte og har brugt dette til blandt andet at fremme undervisning i afholdenhed i seksualundervisningen. Men USA har langt større problemer end som så, og præsident Bush nævnte selv behovet for mere og bedre undervisning, bedre vilkår for familien i en foranderlig verden og en reform af sundhedsområdet, hvor 45 millioner amerikanere nu står uden forsikring. Nye tal viser tilmed, at der ved udgangen af sidste år var næsten 36 millioner fattige amerikanere. For Bush består medicinen blandt andet i en delvis privatisering af såvel pensions- og forsikringsområdet, men en konkret løsning på disse enorme problemer kom aldrig. DEN AMERIKANSKE præsident leverede heller ikke noget overbevisende bud på, hvordan han vil forene den verden, som han selv har været med til at splitte på kryds og tværs, efter at han dels har sat internationale retsprincipper ud af kraft med placeringen af fanger i det juridiske tomrum på Guantánamobasen i Cuba, dels er draget i krig i Irak på et fejlagtigt grundlag uden om både FN og gamle allierede. Præsidenten syntes tværtimod fast besluttet på at sikre sig succes i sin såkaldte kamp mod terrorisme ved stædigt at fastholde, at indsatsen i Afghanistan og Irak har været en succes. Sandheden er imidlertid, at det er den ikke. USA og allierede har svigtet Afghanistan i en sådan grad, at landet atter trues af kaos og opløsning, og det samme kunne hænde i Irak. USA har heller ikke, som Bush hævdede, succes hos vennerne i eksempelvis Saudi-Arabien og Pakistan, som begge trues af voldsomme interne opgør, og hvis udvikling er alt andet end sikker. Hvor den amerikanske præsident synes at se sig som leder af verdens eneste supermagt i overgangen fra koldkrig til verden af i dag, så er realiteten, at hans internationale lederskab har været alt andet end tilstrækkeligt. Ligesom han har spaltet den amerikanske befolkning i to dele, har han også splittet sine traditionelle allierede. I BEDSTE fald vil det alt sammen føre til, at George W. Bush snart finder sin afløser i form af den demokratiske udfordrer ved præsidentvalget om to måneder, John Kerry. Meningsmålingerne giver imidlertid ikke nogen klar fornemmelse af, om det nu også er den vej, udviklingen går. For mange af de amerikanere, som tvivler, er det næppe nok, at John Kerry har været krigshelt under Vietnamkrigen. De må forholde sig til en ny tids udfordringer, hvoraf mange kun er blevet endnu mere komplicerede efter den siddende præsidents første fire år ved magten.