I DENNE uge samles republikanerne i New York for at kåre præsident George W. Bush som partiets kandidat ved valget i november. Hvis man ser på det med tidligere tiders politiske øjne, så er New York bestemt ikke noget indlysende sted for republikanerne under George W. Bush at mødes. Præsidenten er fra Texas, og New York er en stat, der normalt stemmer for demokraterne. Faktisk er det utænkeligt, at præsidenten skulle være i stand til at ændre på det, selv med den massive tilstedeværelse, som et nationalt konvent er. Alligevel er der en indlysende grund til, at konventet holdes netop i New York og netop nu. Faktisk er tid og sted snævert knyttet til årsagen til, at præsident Bush overhovedet har en chance til november, på trods af at han i 2000 blev den dårligst valgte præsident i USA's nyere historie. Årsagen til begge dele er naturligvis det, der skete 11. september 2001. Med ét slag fik præsidenten en mission, og hans rolle som den, der skal forsvare USA mod terrorismen, er stadig hans bedste kort i opgøret med demokraternes John Kerry. 11. september vil under konventet blive brugt - og misbrugt - og dertil er New York og datosammenfaldet naturligvis den indlysende kulisse. DEN KENDSGERNING, at mange newyorkere bryder sig meget lidt om præsidenten, kan også udnyttes af præsidentens uhyre professionelle pr-rådgivere og spindoktorer. Hvis demonstrationerne mod ham bliver voldsomme, eller hvis demonstranterne blot ser tilpas flippede og anderledes ud, set med resten af USA's øjne, ja, så kan det tippe et valg, der splitter amerikanerne i to næsten lige store lejre. I lyset af hvor uhæderligt, kynisk og brutalt Bushregeringen har optrådt i både indenrigs- og udenrigspolitikken, er det skræmmende, at hans modkandidat endnu langtfra har givet ham baghjul. Et konvent plejer at give kandidaten et markant løft, og i det lys kan Bush meget vel lægge sig i front i de kommende ugers meningsmålinger. Opgøret vil formentlig blive tæt, også fordi Kerry mere er valgt på sine manglende svagheder end på sine offensive dyder. Han er hverken veltalende og karismatisk som Clinton eller jovial og folkelig som Bush. Hans program er også så forsigtigt, at det ikke rigtig fænger. Det eneste, der for alvor kan mobilisere demokraterne - men det kan det til gengæld - er Bush. Her i Europa kan vi kun håbe på, at det er nok i en valgkamp, hvor alle kneb gælder.