SELV OM det i flere omgange har svirret med valgrygter, er der ingen grund til at tro, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil udskrive valg før tæt på udløbet af denne valgperiode, altså i efteråret 2005. Det ville passe meget dårligt med hans ønske om at fremstå som en saglig regeringsleder, der følger nøje tilrettelagte planer, hvis han udskrev valg af taktiske grunde. Og lige præcis på det punkt er medierne faktisk ganske kritiske. Så meget desto mere forstemmende er det, at allerede den nuværende finanslov har så lavt et ambitionsniveau. Skulle der laves en, der var ren signalpolitik, kunne man anstændigvis have ventet til september næste år. ENDNU MERE sørgeligt er det næsten, at regeringen ikke tør fremhæve, endsige prale med de beslutninger, der faktisk tegner dens politik. Da Danmark sidst havde en borgerlig statsminister - Poul Schlüter - lagde regeringen fra 1983 den politisk-økonomiske kurs om, så det kunne mærkes: Fastkurspolitikken, understøttet af afskaffelsen af den automatiske dyrtidsregulering, budgetreform og solide besparelser var upopulære, men langsigtede beslutninger, som regeringen dengang brystede sig af. På samme måde kunne Anders Foghs regering have fremhævet, at den fastholder et skattestop, der i særlig grad begunstiger dens vælgere i landets mange ejerboliger, at den stadig kræver årlige og mekaniske besparelser i alle dele af den offentlige administration, og at den har skåret milliardbeløb ud af miljøbevillingerne. Det er begrænsede, men dog konkrete resultater. Men regeringen fører ikke politik med denne finanslov, den driver reklamevirksomhed. Summer, der på årsbasis er næsten komisk små - 50 millioner til kulturen, 25 millioner til børnefamilierne, en slat til miljøet og lidt mere til uddannelse - det er, hvad regeringen bryster sig af. Beløb, der alle er langt, langt mindre, end hvad man i de tidligere års finanslove har fjernet af bevillinger på de samme områder. Bestræbelsen på i et kort medieglimt at ligne Socialdemokraterne uden at betale for det, er så symbolsk, at det næsten er pjattet. DEN ENESTE interesse, de kommende ugers spilfægteri om finansloven kan vække, knytter sig til, hvor meget Dansk Folkeparti vil tage sig betalt for at lægge flertal til øvelsen. Der vil blive tale om to fingeraftryk. Dels skal den del af befolkningen, der i forvejen rummer færrest dårligt stillede, nemlig de ældre, have en pose penge. Dels skal så mange mennesker som muligt, der har søgt tilflugt her i landet, smides ud uden smålig skelen til, hvad vores ellers ikke voldsomt blødsødne integrationsminister mener er forsvarligt. Når det forlig er på plads, vil regeringens tynde lag glasur hen over finansloven have fået en endnu mere tvivlsom farve.