PRÆSIDENT BUSH og hans modkandidat, senator Kerry, er tørnet sammen på en ny front. Præsidenten lægger op til en stor omlægning og begrænsning af USA's baser rundt omkring i verden og vil trække ganske mange - 70.000 - soldater hjem til Amerika. Senator Kerry har reageret med skarp kritik; forslaget vil svække det i forvejen anstrengte forhold til flere af USA's vigtige allierede, mener han. Kritikerne mener, at flytningen af baser fra Tyskland til Østeuropa er udtryk for del og hersk-politik, at det er forkert at svække forposterne i Sydkorea netop nu, og at hele tankegangen afspejler for stor vægt på mobile specialstyrker - et militært instrument, som Kerry dog også ønsker styrket. Demokraterne undlader heller ikke at pege på sammenhængen med Irak; her mangler der hele tiden friske styrker, og samtidig kan hjemkaldelsen politisk afbalancere den belastning, som forlængede udstationeringer i Irak udgør. Præsident Bush og forsvarsminister Rumsfeld siger, at planerne både er forberedte over lang tid, og er en logisk følge både af afslutningen på den kolde krig, og af udviklingen i militærteknologien. Den gør det muligt at vinde krige med mindre styrker, og flytte hurtigere rundt med kampkraften. USA's LANGSIGTEDE strategiske planlægning - der er megen logistik, politik og penge i baser - er nu blevet en del af valgkampen. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, og ikke særlig hensigtsmæssigt. På den anden side afspejler det en realitet: Bortset fra de 135.000 mand i Irak, og specialstyrkerne i Afghanistan, afspejler USA's fordeling af sine styrker stadig den lange kolde krig. Bush og Rumsfeld har ret i, at en ny tid og nye trusler længe har kaldt på store ændringer. Spørgsmålet er blot, hvori den ny tid og de nye trusler egentlig består. Trods al snakken om at 11. september 2001 indledte en ny strategisk æra og trods Bushregeringens nye, ensidige sikkerhedsdoktrin, er der faktisk ikke formuleret en samlet, troværdig strategi for USA's rolle i verden. Er terrorismen virkelig hovedtruslen, skulle man tro, det begrundede små, mobile styrker. Men foreløbig er hovedopgaven blevet en besættelses- og genopbygningsoperation i Irak, der både militært og politisk bedst løses med helt andre midler end højteknologi og mobilitet. Debatten i USA afspejler, at der langtfra endnu tegner sig et billede af, hvor de kommende års strategiske udfordringer ligger. Uenigheden og måske især usikkerheden er stor både blandt USA's allierede og i USA. Det gør det næsten lige så svært at være planlægger som at være ansvarlig politiker.