AUDITØRKORPSETS efterforskning af de omsiggribende anklager om mishandling af tilfangetagne irakere er i udgangspunktet paradoksal: For hvordan har der overhovedet kunnet opstå situationer, hvor danske soldater - eventuelt og formodentlig - har fundet det meningsfuldt at tage hårdhændede forhørsmetoder i brug? Regeringen har jo hidtil fastholdt, at de udsendte soldater i Camp Eden ikke tager krigsfanger. Ved enhver mistanke om, at tilfangetagne irakere skulle have deltaget i paramilitære operationer, skal de øjeblikkeligt sendes videre til de britiske tropper i området. De danske soldater har derfor slet ikke skullet afhøre irakere i forbindelse med indhentning af efterretningsoplysninger. Forsvarsminister Søren Gade (V) har formuleret politikken umisforståeligt: »Jeg kan klart sige, at vi ikke tager krigsfanger. Vi tilbageholder folk, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko«. At der i det hele taget kan opstå situationer, hvor danske efterretningsofficerer finder det nødvendigt at bruge hårdhændede metoder, er derfor i sig selv et klart brud med regeringens officielle linje. Så sent som 3. juni 2004 pointerede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) således over for Folketinget, at »de danske styrker i Irak ikke har tilbageholdt krigsfanger«. Det første fundamentale spørgsmål, der melder sig, er derfor: Har de danske soldater i Irak overhovedet haft beføjelser til at foretage efterretningsforhør af irakere? DET ANDET spørgsmål er oplagt: Hvordan har disse forhør - som altså muligvis slet ikke har været forskriftsmæssige - fået lov til at udvikle sig så hensynsløst, at mindst én tolk har følt sig nødsaget til at melde fra på grund af påståede krænkelser af Genèvekonventionerne? Ifølge Politikens oplysninger har den danske bataljonledelse i Irak kendt til forhørsmetoderne - såsom at nægte fanger vand og lade dem ligge i ubehagelige stillinger i lang tid - uden at reagere. Man kan frygte, at den manglende reaktion fra ledelsen reelt har fungeret som en legitimering af forhørsmetoderne over for soldaterne - uanset hvad der mere præcist er sket. Ledelsen med oberst Henrik Flach i spidsen har dermed medvirket til at kompromittere grundlaget for den danske tilstedeværelse i Irak. Netop derfor er det opløftende, at forsvarsministeren først hjemkaldte ledelsen med øjeblikkelig virkning og dernæst kritiserede Forsvarskommandoen for ikke straks at orientere ham om hændelsesforløbet. Regeringens reaktion kan dog ikke fjerne indtrykket af, at forholdene i Camp Eden har været ude af kontrol. Og dét bør få varige konsekvenser for de ansvarlige, så lignende episoder kan undgås i fremtiden.