SJÆLDENT HAR verden fulgt så intenst med i en amerikansk valgkamp som den, der i november skal afgøre, om John Forbes Kerry bliver Amerikas 44. præsident, eller om George Walker Bush får fire år mere som verdens mægtigste mand. Særligt i Europa er der helt usædvanligt stærke følelser knyttet til det kommende præsidentvalg. Havde europæerne stemmeret, kunne John Kerry såmænd stoppe valgkampen nu i tryg forventning om at blive kåret ved en jordskredssejr i november. En måling i det britiske ugemagasin The Economist viste for nylig, at blot seks procent af de europæiske vælgere vurderer George Bush positivt. Og med god grund. Forholdet mellem Europa og USA står midt i sin alvorligste krise i efterkrigstiden, og det har alvorlige konsekvenser på alle niveauer i det internationale samfund, hvad enten vi taler om den eskalerende aids-katastrofe, situationen i Mellemøsten eller kampen for et bæredygtigt miljø. Ingen af disse problemer er opstået med George Bush, ligesom han ikke er skyld i, at fanatikere i september 2001 føjede en hel ny dimension til begrebet terrorisme. Men den amerikanske præsident har et enormt ansvar for, at den vestlige verden står mere splittet end nogen sinde i bestræbelserne på at finde holdbare løsninger. DEN UDBREDTE europæiske forventning om, at det bliver helt anderledes med John Kerry, kan meget vel vise sig at være overdreven. Mest oplagt i forhold til Mellemøsten, hvor en demokratisk præsident ikke er nogen garanti for noget markant kursskifte. Alligevel giver den demokratiske kandidats slogan i valgkampen - 'Stærk hjemme, respekteret i verden' - grund til at tro på, at Kerry rent faktisk vil gøre en forskel. Om ikke andet, så fordi der igen kan etableres en meningsfuld dialog mellem Europa og USA. I internationalt samarbejde er formen ofte afgørende for, hvilke resultater, der kan opnås trods alle uenigheder. Udviklingen i Irak vidner om, at flere af de ledende europæiske lande har besluttet sig for at lægge armene over kors og lade USA og dets stadig færre aktive allierede stege i deres eget fedt. Det er heller ikke europæerne, der presser på for at tvinge FN tilbage i Irak for at forberede landets første demokratiske valg. Det kan udlægges som en indirekte støtte til John Kerrys valgkamp derved, at Bush ikke skal have fornøjelsen af at prale af det mindste fremskridt i Irak. Skulle Kerry vinde valget, bliver det interessant at følge, om de samme europæiske lande vil være klar til at levere indrømmelser og samarbejdsvilje. Det får Kerry hårdt brug for, når han skal overbevise skeptiske amerikanere om, at det betaler sig at lytte til de fodslæbende allierede i Europa. FORELØBIG gør John Kerry klogt i at huske, at det kun er amerikanerne, der kan stemme i november. Amerikanske vælgere er ikke særligt optaget af, hvem Jacques Chirac eller Gerhard Schröder måtte holde med. Ganske vist tales der i USA om ABB-faktoren: Den gruppe vælgere, der vil stemme på enhver udfordrer til den siddende præsident - Anything But Bush. Ganske vist flyder hylderne i de amerikanske boghandler over med anti-Bush-bøger, og ganske vist er den kaotiske situation i Irak et emne, der optager mange vælgere. Alligevel er det langtfra givet, at John Kerry kan slå George Bush. Og det er i høj grad John Kerrys egen skyld. Hidtil har han nemlig ikke været særlig klar i sine holdninger til de andre emner, der traditionelt bekymrer amerikanerne mest og som derfor er afgørende for ethvert amerikansk præsidentvalg - dødsstraf, familieværdier og, ikke mindst, økonomi. Det sidste burde være et godt tema over for en præsident, der er ved at køre landets økonomi i sænk med ekstreme budgetunderskud ledsaget af gavmilde skattelettelser til de rigeste. Alligevel står det noget uklart for de fleste, hvad Kerry og Edwards egentlig tilbyder at sætte i stedet. Hvis både benzinpriserne og ledigheden daler de kommende måneder, får John Kerry brug for en langt mere konkret og overbevisende retorik, hvis han skal overbevise vælgerne om, at han kan styre økonomien bedre end sin modstander. Når det handler om de store værdibaserede emner - dødsstraf, abort og homoseksuelles ret til at gifte sig - fremstår John Kerry for de fleste amerikanere som noget af en vindbøjtel. Han er imod dødsstraf, dog ikke for terrorister. Han er imod registreret partnerskab, men synes dog ikke det skal være forbudt. Han er for fri abort, men udtalte alligevel for nylig, at livet efter hans mening begynder ved undfangelsen. Hver for sig er det ikke temaer, der afgør valget. Men det er spørgsmål, som optager mange amerikanere, og usikkerheden om, hvad John Kerry egentlig mener, gør ham sårbar for republikanernes beskyldninger om, at han er en utroværdig - og endnu værre: en svag - leder. I aften taler John Kerry på det demokratiske konvent i Boston. Forhåbentlig benytter han lejligheden til at være klar i mælet og til at træde i karakter som andet og mere end blot manden, der ville vælges, fordi han ikke var Bush.