GAMLE VIGGO Hørup gav polemikere det gode råd aldrig at indlade sig i ordstrid med »vitterligt vås«. Bliver man først anfægtet af det, klæber dets vidtløftige vrøvl til en som klister, og før man får set sig om, ender man selv på møddingen. Det bør teologen Joakim Garff skrive sig bag øret. Hans prisbelønnede bestseller 'SAK' er blevet centrum for en debat om de mest smålige petitesser. Hvordan reagerer man på det, når det trods alt især forventes af en akademiker, at han eller hun har respekt for proportioner? Peter Tudvad, en af Garffs kolleger på Søren Kierkegaard Forskningscenter ved Københavns Universitet, har over fire sider i weekendens Information anklaget ham for videnskabelig uvederhæftighed. Tudvad lancerede mediebevidst sine anklager i forsommeren, da hans egen meget roste bog om 'Kierkegaards København' kom på markedet. Men offentlighedens beherskede reaktion har åbenbart skuffet ham dybt, for nu skal alt så frem. Blandt Tudvads hårkløverier er en strid om, hvorvidt man kan kalde en (hus)jomfru for 'en ung pige', som man normalt gjorde før i tiden uanset hendes alder; om Kierkegaards faktotum, snedkersvenden Strube, gik filosoffen til hænde eller bare var et socialt tilfælde; om en dato er den 17. eller den 18. osv. osv. Man skal leve inden for Kierkegaardforskningscentrets mure for rigtigt at kunne falde i svime over det. DET HAVDE unægtelig klædt centrets direktør, Niels Jørgen Cappelørn, om han på et ret tidligt tidspunkt havde haft det mod at berolige offentligheden med en forsikring om, at verden står endnu. Trods alt. Men problemet er, at hans center har til opgave at dokumentere Søren Kierkegaards liv og forfatterskab i en detaljeringsgrad, der ville svare til et danmarkskort i størrelsesforholdet 1:1. Hernede kan vi så se tissemyrerne direkte i øjnene. Begge projekter er tvivlsomme og ville næppe gøre os væsentlig klogere på hverken Danmark eller Kierkegaard. For sidstnævntes vedkommende er det nok hans filosofi, der tæller, og den læser man stadig bedst i hans forfatterskab. Det er rart at kende til hans liv, men værket er uomgængeligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
