JOSÉ MANUEL BARROSO bliver i dag udnævnt til formand for Europa-kommissionen, en af de mest magtfulde poster i Europa. Naturligvis kan man ikke fuldstændig udelukke den mulighed, at han kan løfte opgaven og blive en god formand for kommissionen. Men indtil videre peger alt i modsat retning. For at få jobbet skulle han leve op til tre afgørende krav. Han skulle være konservativ. Han skulle være regeringsleder. Og han skulle være så tilpas anonym, at ingen fandt på at bringe ham i forslag, før de mere oplagte kandidater til posten var bragt på bane og skudt ned igen. Han bestod alle tre prøver, og det bliver hans forbandelse i de kommende fem år. BAROSSOS borgerlige baggrund burde egentlig ikke være noget problem. Men hans partifæller i Europaparlamentet har gjort det til et meget alvorligt problem ved at insistere på, at den nye kommissionsformand repræsenterer det konservative Europa - de truede ligefrem med at stemme imod enhver, der ikke havde partibogen i orden. Det umiddelbart besnærende argument er, at det vil gøre valget af kommissionsformand til en demokratisk afgørelse, som er til at forstå. Det ligner til forveksling udnævnelsen af en regeringsleder efter et nationalt nyvalg, hvis kommissionen ledes af en konservativ efter den sejr ved valget til Europaparlamentet i sidste måned. Men det er en overordentligt dårlig ide. Kommissionen spiller en helt central og meget magtfuld rolle i udformningen af EU's regler. Og det er fuldt berettiget så længe kommissionen løser sin opgave: at skøtte de fælleseuropæiske interesse. En så magtfuld EU-kommission kan derimod ikke retfærdiggøres, hvis formanden - der nu får markant større magt over kommissionens sammensætning og arbejde - er ansat af parlamentets flertal til at varetage borgerlige interesser. Kommissionens opgave er at finde og udvikle de områder, hvor der ligger en regulær økonomisk eller politisk gevinst ved et samarbejde. Fordeling af samarbejdets gevinster efter partipolitiske interesser sker i Europaparlamentet. De nationale interesser brydes i Ministerrådet. Denne arbejdsdeling er nøglen til EU's succes. Takket være de borgerliges fremfærd bliver Barrossos første og vigtigste opgave at vise i praksis, at han ikke er så konservativ, at det gør noget. Det er en opgave, som det vil tage samfulde fem år at løse. Og i det omfang, han træder ved siden af, vil det være selve kommissionens legitimitet, han sætter på spil. BARROSEO var indtil i sidste uge var nærmest ukendt udenfor Portugal og har ikke gjort noget væsen af sig i regeringsledernes kreds. At denne anonymitet er en betingelse for at få posten, skyldes den særprægede ansættelsesprocedure. I opløbet var den belgiske ministerpræsident, Guy Verhofstadt, favorit. Han udmærkede sig under det belgiske EU-formandskab for et par år siden, hvor han blandt andet fik sat forfatningskonventet i gang med et dristigt mandat, som viste sig at ramme plet. Men ham ville britiske Tony Blair ikke have. Tyskland og Frankrig ville til gengæld ikke belønne Blairs veto med at udnævne den britiske Chris Patten. En efter en blev kandidaterne plaffet ned i samme tempo som de blev bragt i spil - nogenlunde som når man skyder bjørne i Tivoli. Den, der stod tilbage i et hjørne, da alle skud var blevet fyret af, var José Manuel Barosso. Forløbet har efterladt det indtryk, at han kun kunne vælges, fordi han er svag, underdanig og fuldstændig uden karisma. Det bliver en hård kamp at ændre det indtryk. TITLEN som regeringsleder var den tredje betingelse for at få jobbet. Det punkt har de øvrige stats- og regeringsledere, der har indstillet ham til posten, lagt vægt på. Men der er intet, der tyder på, at nuværende eller tidligere regeringslederne er specielt velegnede. Jaques Santer var den første, der blev sat ind direkte fra regeringsstolen. Og den første kommissionsformand, der blev fyret på gråt papir af Europaparlamentet for uduelighed. Derefter fik vi Romano Prodi, der har en fortid som italiensk regeringsleder. Han var fuld af gode viljer og satte sig fra starten for at være den jævne europæers mand. Men han faldt igennem i Bruxelles. Symbolpolitik og gode hensigter kan være glimrende salgsargumenter overfor vælgerne. Men kommissærernes rolle er at overbevise ministre og embedsmænd. Det er næppe nogen tilfældighed, at den stærkeste og mest magtfulde kommissionsformand gennem tiderne var Jacques Delors, en visionær embedsmand med udpræget sans for teknik og detaljer. BAROSSO har fem år til kæmpe af sig op ad bakken og bevise, at han kan gøre jobbet på trods af den mistro og de handikap, udvælgelsesprocessen har omgærdet ham med. Næste gang bør opgaven gribes anderledes an. Og løsningen ligger lige for. Kvalificeret flertal i Ministerrådet og flertal i Parlamentet er den velprøvede og effektive vej til en forhandlingsproces, der som hovedregel skaber afbalancerede europæiske løsninger.